Der er efterhånden kommet en hel del små bøger til børnehaveklasserne. Det fine ved disse hæfter er, at billederne er så flotte, at de i sig selv kan ægge børnenes nysgerrighed og interesse. Det kan være afgørende for den videre læsning.
Hæfterne er den første af en serie af små bøger til opdagende faglig læsning i børnehaveklassen. "Læsefidusen" ser en kat, tiger, blæksprutte, sommerfugl, krokodille og en hvidhaj. Alle bøger er opbygget på samme måde med en præsentation af dyret: Hvad kan det? Hvordan ser det ud? Hvordan får det unger? Hvad spiser det? Og hvor lever det?
Alle billederne er taget tæt på dyret og er i meget tydelige og klare farver. Og teksten understøttes fint af billederne. Centralt for de små fagbøger er, at eleverne opnår ny viden og udvider deres kendskab til ord og ordforråd.
Lærerhæftet er fyldt med ideer til, hvordan der kan arbejdes videre med bøgerne, og der er lagt op til, at læreren kan arbejde gentagende og længe med hæfterne. Bagerst i lærervejledningen henvises til forskellige link, hvor man kan finde flere oplysninger om de forskellige dyr. De seks bøger er indlagt på en cd, så læreren kan arbejde med hæfterne på interaktive tavler.
Arbejde med læsning i børnehaveklassen kan gøres på rigtig mange måder. Hæfterne er gode som begynderlæsning og til at have i klassen som små fagbøger. Der er noget for både piger og drenge, der gerne vil i gang med læsningen.
Læsefidusen ser en blæksprutte / Læsefidusen ser en sommerfugl / Læsefidusen ser en kat / Læsefidusen ser en hvidhaj / Læsefidusen ser en krokodille / Læsefidusen ser en tiger / Få fidus til at læse og skrive i børnehaveklassen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.