Læs den bog

Når man vil det hele på en gang, går det som regel rivegalt!

Her er en glædelig undtagelse - det lykkes næsten forfatteren at komme ud i alle kroge med hensyn til læsningens didaktik. Næsten . . . Man savner noget om den allerførste læsning. Den svenske professor Ragnhild Söderberghs forskning nævnes lige, men vægtes åbenbart ikke? Og hvad med vores egen Kjeld Kjertmann?

Læsningens didaktik skal her forstås bredt - som et overbegreb, der dækker både forståelse af læsning og tilegnelse af læsning, en forståelse af læring og en dermed sammenhængende forståelse af undervisningsorganisation.

Ingen lærer burde slippes løs i en første klasse, før hun har læst og forstået kapitel seks om læsningens progression og kapitel atten om læsningens didaktik!

Erik Håkonsson definerer læsning som kommunikation. 'At læse er at opfatte budskabet i en skreven tekst under udnyttelse af tekstens og situationens signaler'.

Læsning og sproglig forståelse er på en gang både enkelt og kompliceret. Enkelt, hvis skriftsproget synliggøres fra den tidligste barndom og bliver en betydningsfuld del af vort fælles liv. Kompliceret som alle ulykker, når vi forsøger at beskrive teorien i alle detaljer. Det lader sig ikke gøre, da 'læsningen og den sproglige forståelse opstår gennem en kompliceret tilførsel fra kilder, vi vanskeligt kan beskrive . . .'.

Forfatteren begynder da også med at slå fast, at der ikke findes en enkel teori. Siden advarer han imod en bestemt måde - metoden findes ganske enkelt ikke. Fremgang i læseudvikling kan ikke med sikkerhed forbindes med en bestemt faktor som årsag - kan ikke måles og vejes. Det har mange af os vidst længe - man ser med undren på, at der måles og testes som aldrig før. 'En lærer må altid leve med usikkerheden og kravet om selv at skulle tage ansvaret for sine dispositioner. Som lærer er man mere menneske end tekniker - mere subjektiv end objektiv', skriver Håkonsson.

I hvert andet kapitel er vi på besøg i en 1.-klasse. Mon ikke det er fiktive børn? I så fald er det i orden, for betragtninger og anvisninger er levende og gode - lige til at få inspiration af. Disse ti jordnære kapitler gør bogen lettere. De øvrige er teoretiske - her diskuteres og kritiseres. For eksempel de to modsatrettede opfattelser af læsning.

Den newzealandske model beskrives i et langt og godt kapitel med en kritisk distance, som er nyttig, når vi lidt senere ser på, hvad vi kan overføre fra New Zealand. Vi kan ikke direkte overtage andres modeller, men vi kan inspireres og begejstres til at lave vores egen gode læseundervisning.

'Undervisning er et personligt og dynamisk forhold mellem de involverede. Her er tale om liv, der skal udfoldes . . .'. 'Ingen personlig tilegnelse kan bæres af tvang. At tvangsføre eleven gennem nogle videnskabeligt udregnede procedurer fortjener ikke at kaldes undervisning. Det er dressur!'

Her er vi ved undervisningens største knast: Tilegnelsen af de livsvigtige kulturteknikker må ikke afhænge af barnets lyst og vilje. Den er jo en nødvendighed. 'Undervisningens risiko er, at den ikke har held til at formidle forståelsen for nødvendigheden'.

I de senere år er der udgivet adskillige bøger om en helhedspræget undervisning, næsten alle med den svaghed, at vejen fra helhed til detalje ikke beskrives - det overlades til lærerens fantasi.

To gode undtagelser er Erik Håkonssons og Kirsten Krogh-Jespersens 'Læs Godt' (Klim), anmeldt i Folkeskolen nummer 38/1998. De er vidt forskellige, men begge er storartet hjælp til den lærer, der nok ved en masse om helhedspræget læseundervisning, men som er usikker på, hvordan hun omsætter teori til praksis - og ikke mindst: Her er hjælp at hente, når hun skal forklare forældrene hvorfor og hvordan!

Fra budskab til bogstav

- om læsningens didaktik

Af Erik Håkonsson

175 sider, 198 kroner

Kroghs Forlag