Læring med stil

Rita Dunns teorier er nyttige og fascinerende. Men miraklernes tid er ikke begyndt

At dømme efter katalogerne fra udbydere af lærerkurser er Rita Dunns teorier om børns forskellige læringsstile årets hit. Det er da også en fascinerende tanke, at man kan øge børns indlæring og dermed følgende målbare præstationer ved at undervise dem i henhold til deres egen læringsstil.

Forskningsresultaterne, der ligger til grund for teorien, er amerikanske, men der er ingen grund til at tro, at de ikke vil kunne gentages med lignende resultat under danske forhold. Derimod tvivler jeg på, at flertallet af danske lærere er indstillet på at administrere det test- og registreringsarbejde, der er en forudsætning for heldig brug af dette koncept. For ikke at nævne den rigoristiske undervisningsform, som Dunn anbefaler.

Ikke desto mindre er der tale om en inspirationskilde af stor betydning.

I den korte version går teorien om læringsstile ud på, at man tester hvert enkelt barn for at klarlægge, under hvilke ydre forhold barnet bedst løser en bestemt opgave. Man varierer lys, temperatur, adgang til spise- og drikkevarer, undervisningsmaterialernes fy­siske beskaffenhed, mulighed for at bevæge sig, sidde i pudehjørnet sammen med kammerater og meget andet. Derefter underviser man simpelt hen hver elev under de forhold, hvorved de lærer bedst.

Metoden har på overfladen en besnærende lighed med den værkstedsopdelte, elevadministrerede undervisningsform, der efterhånden praktiseres mange steder, ikke mindst i indskolingen. Men der er afgørende forskelle. Jeg tvivler på, at mange danske lærere vil sige til en elev, at »du må ikke lege med de flotte udskårne bogstaver, for du er ikke taktil, men auditiv«. Eller forbyde en »analytisk visuel« elev at løse opgaven sammen med slyngveninden i skolegården med en mad i hånden, fordi hun ikke som denne er »holistisk kinæstetisk«, og hun derfor lærer bedst på sin stol i det skarpe neonlys. Dunn slår fast, at man skal gøre alle elever klart, at de hele tiden konsekvent skal arbejde i overensstemmelse med den læringsstil, testen har påvist som deres mest effektive.

Men trods alle forbehold bør den indsigt, der præsenteres her i samlingen, få konsekvenser for undervisningen, også i danske skoler. Hvorfor tilrettelægge således, at man begynder dagen med de formelle læringsaktiviteter, hvor­efter man lader eleverne slappe af med mere kreative sysler i modulet før frokostpausen, når det nu er påvist, at kun 28 procent af eleverne har deres højeste energiniveau og dermed læringskapacitet i morgentimerne?

Man kan med de amerikanske undersøgelser i hånden levere et ganske gratis tip til de politikere, der efterlyser bedre præstationer fra danske skoleelever: flyt alle afgangsprøver til tidsrummet mellem klokken 10 og 14, så er de fleste friske og vil klare sig bedre!

Redaktør Peter Andersen påviser i sin indledningsartikel nogle vigtige kritikpunkter i forhold til teorien: Den opfatter læring som en aktivitet uden forbindelse til samfundet og børnenes vilkår i øvrigt, den bygger på en klippefast tro på et testningssystem, der med danske forældres og læreres øjne næppe kan skelnes fra at få stillet en diagnose, og den har en indbygget tendens til at reducere læreren til teknologiadministrator frem for et menneske, der er af afgørende betydning for hver enkelt elevs dannelse.

Disse forbehold er vigtige at holde sig for øje i euforien over at få forærende et inspirerende ordforråd, der kan beskrive såvel elevers som læreres forskelligheder. Og det kan være nyttigt at teste begreberne på sig selv: pludselig forstår jeg, hvorfor jeg aldrig har fattet en brik af forklaringer, der er ledsaget af kasser og cirkler og pile og gesvejsninger, samt hvorfor det kan knibe med systematikken i mit daglige arbejde: Jeg er jo auditiv holist!