Læretid og lærertid

Bogen 'giver et forskningsbaseret grundlag for at forstå vilkår for den professionelle lærers arbejde ved overgangen til det nye årtusinde', står der på bagsiden af Andy Hargreaves' prisbelønnede bog, som udkom i 1994, og som nu er oversat til dansk.

Hargreaves' bog kan sætte både udråbs- og spørgsmålstegn ved en del af den selvkørende F2000-optimisme, og den kan smide vigtige argumenter ind i den danske debat om skoleudvikling og kollegialt samarbejde. Forskningsafsættet tages først og fremmest i en undersøgelse af, hvad der skete, da lærerne i Ontario, Canada, fik garanteret en minimal, skemalagt, ugentlig forberedelsestid, men Hargreaves inddrager også forskning fra Wales og USA. Det er spændende, men det forstyrrer læsningen, at man mangler vigtige faktuelle oplysninger. Af sammenhængen må man gætte sig til, at de canadiske lærere tidligere (vistnok) slet ikke har haft forberedelsestid. De danske redaktører burde have forskellene mellem det danske og de undersøgte skolevæsener med.

Andy Hargreaves er meget loyal over for lærerne, han forstår, hvad der er på spil i hverdagens skolekultur.

Det er nødvendigt at have tid nok til arbejdsopgaverne. Men mere tid betyder ikke automatisk bedre fælles løsninger. Tid er noget subjektivt, noget 'levet', som har en 'indre varighed', der afviger fra person til person, siger Hargreaves. Og han viser så, hvordan gode intentioner kan være helt forgæves, hvis 'administrationen er ufølsom over for lærerens subjektive tidsperspektiv'. Med brug af Erving Goffmanns begreb om 'baglokale-opførsel' får han sagt noget om effektiviseringsproblemerne. Uanset om man er servitrice eller lærer, er det vigtigt at have afslappede, uofficielle måder at tale og arbejde sammen på, når man ikke er i 'facadeområdet'. Men undersøgelser af forberedelsestid viser, skriver Hargreaves, at 'den tid, der ikke er konfrontationstid, på en række skoler i stigende grad kolonialiseres til administrative formål og gør private baglokaler til offentlige facadeområder og udsætter lærerne for stigende administrativ overvågning'. Det samme siger Anthony Giddens. Mange danske lærere kan givet synge med i de tunge drenges kor.

Hargreaves bruger konstateringerne til at se på, hvad der er galt - eller kan gå galt. Det er vigtigt med en samarbejdskultur i skolen, og den kan støttes administrativt ved hjælp af god planlægning af arbejdstiden, der prioriterer 'det udviklingsorienterede', hvor lærerne frivilligt deler opgaver og mål 'frem for at mødes for at implementere andres mål'. Ødelæggende for samarbejdet er derimod administrativt reguleret, obligatorisk 'konstrueret kollegialitet'.

Lærerens arbejde er stærkt bundet til konteksten. 'Det er ikke og kan ikke standardiseres, som administratorer til tider kunne ønske sig', skriver Hargreaves og opregner en række grunde til, at lærerens arbejdstid skal være fleksibel. Det vigtigste er nok at anerkende lærernes professionalisme, som han definerer som 'deres ret til og mulighed for at udøve skøn med hensyn til tarv og interesser for de elever, som de drager omsorg for og føler sig ansvarlige for'.

'Det afgørende for fagforeninger og faglige foreninger, og i bred forstand lærerne, er måske i sidste instans ikke så meget, hvor meget tid der stilles til rådighed, men snarere hvordan denne tid tænkes brugt, og hvem det er meningen, der skal kontrollere denne brug', lyder en af Hargreaves' vigtige konklusioner. Han tager afsæt hos den enkelte, og det er bogens styrke, men det betyder på den anden side, at man flere steder savner refleksioner over, hvordan kræfterne samles, så en hel skole eller et skolevæsen udvikles.

Bogen har masser af stof både til hverdagens praktikere og til 'udviklingskonsulenter', men man kunne ønske, at den også ville blive læst og brugt af kredsstyrelser og forvaltningschefer. Den bør være obligatorisk læsning for skoleledere, og de skal ikke lade sig distrahere af, at Hargreaves opfatter ledere som udelukkende ufølsomme administratorer, der arbejder monokromt og ikke forstår lærernes subjektive tidsperspektiv. Afsættet er ledere, der ikke har læreruddannelse, og som udelukkende administrerer. Spis brød til. Eller læs også den norske forsker Jorunn Møllers bog 'Lære og lede' om ledernes dilemmaer i skolehverdagen. Hun viser her, at (skandinaviske) skoleledere arbejder polykromt på samme måde som lærere.

På engelsk hedder bogen 'Changing Teachers, Changing Times', og titlens signal om uafvendelighed og nødvendighed tabes noget i den danske titel. Et enkelt sted i teksten kan meningen kun forstås ved at huske på originaltitlen.

Nye Lærere, Nye Tider

- lærerarbejde og lærerkultur i en postmoderne tid

Af Andy Hargreaves

365 sider, 298 kroner

Forlaget Klim