Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Lærerstuderende: Vi bliver lillebror i uddannelsesdebatten

Der skal skæres i antallet af uddannelser, og færre studerende skal optages på uddannelser, der ikke er relevante for det private erhvervsliv, lyder meldingen fra uddannelsesministeren. De lærerstuderende undrer sig over det ensidige fokus på universiteterne i uddannelsesdebatten.

Foto: Michael Hyldgaard Løgholt, LL
Andreas Brøns Riise
Andreas Brøns Riise Journalist
Start debatten
28. april 2014, kl. 18:02

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Hvad vil du være, når du bliver voksen? Det spørgsmål vil uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (Radikale) gøre det lettere at svare på. Med afsæt i en rapport fra regeringens Kvalitetsudvalg lægger hun nu op til at skære i antallet af de knap 1.500 videregående uddannelser, man i dag kan vælge imellem.

Regeringen foreslår at skære i antallet af uddannelser, blandt andet ved at slå mindre uddannelser sammen, samt at gennemføre initiativer, der presser universiteterne til at optage færre studerende på de uddannelser, der ikke er relevante for erhvervslivet.

"Vi vil ikke uddanne til arbejdsløshed, og der skal bedre styr på området. Vi kan ikke være andet bekendt over for de mange studerende, som knokler for at få en uddannelse, de ikke kan bruge til noget. Derfor vil vi justere uddannelsernes optag både op og ned afhængigt af jobmulighederne", siger Sofie Carsten Nielsen til Politiken.

Formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Bob Bohlbro, har brugt dagen til møde i Uddannelses- og Forskningsministeriet, men synes ikke, han er blevet meget klogere på, hvad regeringens planer får af konsekvenser for professionshøjskolerne.

"Problemet med hele det anslag til at debattere uddannelse, som Kvalitetsudvalget er kommet med, er, at det hele retter sig mod universiteterne. Der sidder seks økonomiprofessorer, der kun forstår sig på universiteterne. Det efterlader professionshøjskolerne i et underligt vakuum i uddannelsesdebatten lige nu. Vi ved ikke, om vi bliver glemt, om vi skal have samme forhold som universiteterne eller noget helt tredje", siger han til folkeskolen.dk.

"Mange af de anbefalinger, der er kommet om, hvad uddannelserne skal kunne i fremtiden, det kan professionshøjskolerne allerede i dag. Derfor blev der på mødet i dag stillet det relevante spørgsmål, om man så ikke skal forsøge at få flere ind på professionshøjskolerne, men det vil man helst ikke tale om".

Professionshøjskolerne i rollen som lillebror

Bob Bohlbro frygter, at professionshøjskolerne ender som en slags lillebror til universiteterne i debatten om uddannelsessystemets fremtid.

"Det er som om, at man ikke anser for eksempel læreruddannelsen for at være helt lige så vigtig som universitetsuddannelserne. I stedet burde man fremhæve de gode uddannelser på professionshøjskolerne og hvad man kan med for eksempel en læreruddannelse. En læreruddannelse er rettet mod folkeskolen, men vi ved, at rigtig mange dygtige læreruddannede også får job i den private sektor", siger han.

Debatten går jo på uddannelser, der skal nedlægges eller beskæres. Er intet nyt så ikke godt nyt?

"Et eller andet sted kunne man vælge at være tilfredse med, at der ikke bliver talt om os, for så er det ikke os, der sker ændringer med, men det ved vi bare ikke. Vi ved endnu ikke, hvad negligeringen af læreruddannelsen i debatten reelt betyder. Vi ved ikke om det, at man ændrer på strukturen på universiteterne, kommer til at ramme professionshøjskolerne også".

Studerende skal skæve til lønningsposen

Sofie Carsten Nielsen foreslår, at studerende skal oplyses om løn- og ledighedsstatistikker, når de skal foretage valg af uddannelse. Det kalder Bob Bohlbro for "en uheldig udvikling".

"Vi mener, det er forkert at presse de studerende i retning af at vælge ud fra lønposen frem for interesse. Og ledighedsstatistikker svinger utrolig meget. Da jeg startede på læreruddannelsen i 2009, fik vi af vide, at der var masser af jobs til os. Nu her fre-fem år efter aner vi ikke, om vi kan få arbejde, når vi er færdige, fordi en stor del af lærerjobbene er skåret væk", siger han.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærerstuderende: Vi bliver lillebror i uddannelsesdebatten

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS