Kun én delegeret stemte imod, mens alle andre var for, da kongressen fredag formiddag besluttede at ændre foreningens vedtægter, så LLs formand for fremtiden kan være med til at stemme om hovedstyrelsens beslutninger. Indtil nu har de studerendes formand kun haft taleret.
Reglerne blev samtidig ændret, så LLs ti kongresdelegerede nu vælges på LLs årsmøde i marts i stedet for ved landsvalg, som det hidtil er foregået.
LL har gennem de sidste seks år udviklet sig eksplosivt, både medlemsmæssigt og politisk, sagde DLFs næstformand, Stig Andersen, da han anbefalede vedtægtsændringerne. Da LL blev en del af DLF, havde organisationen 600 medlemmer, men i dag er tallet over 10.000.
"Både de studerende og DLF har haft stort udbytte af samarbejdet, så det nu er svært at forstille sig DLF uden de studerende og omvendt", sagde Stig Andersen.
LLs formand er nu ansat på fuld tid, og formanden, som lige nu hedder Trine Barfoed, deltager kontinuerligt i alle hovedstyrelsens møder på lige fod med alle andre.
Når der behandles sager, der vedrører foreningens ret til at indgå overenskomster, har de studerende dog hverken stemmeret i kongressen eller hovedstyrelsen.
Lærerstuderende får stemmeret i hovedstyrelsen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.