Lærerpersonligheden leve

Indrømmet, jeg har haft det lidt underligt i selskab med denne bog. Den er springende, fortællende fra det småsnakkende til det næsten gribende, og den kommer langt omkring. Men først og fremmest er bogen en personlig, engageret beretning om et rigt lærerliv. En bog med både holdning og humor. Og bedst som jeg krummede tæer over det selvsmagende, måtte jeg overgive mig, fordi fortælleren også viser selvironi og uhøjtidelighed.

Ja, fortæller er Ole Pedersen. Siden 1994 forstander på Den frie Læerskole i Ollerup, men med en fortid som lærer i folkeskolen og seminarielektor i både Silkeborg og Århus.

Han elsker tydeligvis at fortælle en god historie og kommer ofte ud i periferien. Helt der ud, hvor de pædagogiske modeskabere ikke bevæger sig. Og så insisterer han på, at dér er centrum! Ole Pedersen er en rigtig lærer. Han følger med i alt 'det nye'. Men man skal ikke regne med at kunne sælge ham en trepattet ko, om den så præsenteres på cd-rom. Det esentielle i skolen er mødet mellem læreren og eleven. Forførelsen og forløsningen. Læreren skal ikke være konsulent. En lærer er en lærer. Én, der tør være lærer. Tør vedgå, at han har noget vigtigt at fortælle og en oplevelse at dele med eleverne. En arv at give videre.

I samklangen mellem undervisning, fortællingen og historien har Ole Pedersen fundet glæden ved at være lærer.

'Vi må som lærere leve med, at der ikke findes en opskrift, en manual eller en drejebog på god, levende engagerende undervisning. Vi måtro på, at det, vi gør, er værdifuldt og fører til noget, til glæde, oplysning og indlevelse, ' '(...) mange såkaldte argumenter i den pædagogiske debat er ofte ikke andet end smukke talemåder, tromme talemåder, slogans eller floskler. Derfor må ethvert pædagogisk synspunkt eller argument betvivles. Kun så længe synspunktet betvivles, lever det,' skriver han. Bogen kærne er glæde og kritik. Og historisk-kulturel forankring.

Derfor er Ole Pedersen fortælling værd at læse. Når læreren gør sig til konsulent, instruktør eller vejleder, bliver lærerpersonligheden sat ud på sidelinien. Det kommer der aldrig noget godt ud af, læreren skal netop være lærer, skriver Pedersen i en kritik af blandt andre Steen Larsens 'enzymiske pædagogik'. 'Der er ikke noget så spændende for en elev som at møde en lærer, der har noget på hjertet. En sådan lærer fylder i klassen, ja klasseværelset ligefrem emmer af lærerens tilstedeværelse, af lærerens ånd.'

Men, fortsætter han, arbejdstidsaftalen og 11timersreglen har taget glæden ved at være lærer fra lærerne. De bliver nøjeregnende og funktionæragtige.

Ole Pedersen har fat i helt centrale elementer i lærervirket. Når en del af hans kritik alligevel kan virke noget hønsestriksagtig, er det, fordi Ole Pedersen tilsyneladende ikke vil forholde sig til de samfundsmæssige forandringer med informationsteknologiens pædagogiske muligheder og problemer. Et af de vigtigte spørgsmål for skolen i dag må være, hvordan den kan holde fast ved historien og kulturen og samtidig besvare informationssamfundets udfordringer. Det er dér kulturkampen foregår. Det er dér, der er brug for læreren. For lærerpersonligheden. Og for glæden ved at være lærer. Der synes jeg, Ole Petersen sjusker.