Der var ellers lagt op til, at børne- og familieudvalget ville nedlægge 40 lærerstillinger som svar på, at specialundervisningen i år og næste år kommer til at koste 33 millioner kroner mere end beregnet. Nu er det op til byrådet at finde en løsning.
Den borgerlige opposition i byrådet, bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, melder nu ud, at den ikke vil være med til at spare på skolernes almindelige undervisning.
"Det er en nem knap at skrue på, men det går ud over børnene", siger Anders Buhl-Christensen (V) til amtsavisen.dk. I stedet vil han med afsæt i en rapport fra 2008 tage en debat om kommunens skolesystem:
"De (Socialdemokratiet, red.) ville ikke være med til at tage debatten den gang, rapporten kom, men så ender det jo med hovsaløsninger som denne, hvor der skal spares på undervisningen. Nu vil vi have debatten".
En af konklusionerne i den omtalte rapport er, at man kan lukke to ud af de seks skoler, der ligger i Randers midtby, hvilket Anders Buhl-Christensen ikke er afvisende overfor. Borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) har dog fredet alle folkeskoler i denne valgperiode.
Situationen synes fastlåst, og det er både godt og skidt, mener formanden i Randers Lærerforening, Kurt Sørensen.
"Der er ikke politisk flertal for at gøre noget som helst lige for tiden. Det kan jo ende med, at de bliver nødt til at tage det af kassebeholdningen, hvis ikke de kan blive enige om at spare. Det er vi jo ikke utilfredse med her og nu, men det kan jo være at det vender tilbage på et senere tidspunkt", siger han.
Byrådet drøfter sagen på et byrådsmøde 10. maj.
Lærerfyringer i Randers sat på stand-by
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.