Vejledningen til prøven i madkundskab siger, at lærere og censor skal smage på maden. Men hvad så hvis man af den ene eller anden årsag ikke spiser en fødevare, der indgår? Spørger man formanden for Foreningen for Madkundskab, Lone Carlson, så er der klar forskel på elever og lærere.
"Hvis det er eleverne, så forudsætter jeg, at de opfordres til at smage. Vi taler om madmod, men ikke om tvang", siger hun.
Som underviser mener hun, at man er lidt mere forpligtet.
"Selvfølgelig kan man have en sygdom, der gør, at man må begrænse sig. Men generelt er det lidt af en falliterklæring, hvis man ikke indtænker sig selv i måltidsfællesskabet. For ikke at tale om, at det vil være vanskeligt at vurdere og vejlede i og omkring håndværket, hvis ikke man reelt smager på produktet".
"Mad er som religion. Der er mange overbevisninger og 'sandheder'. Men skal vi tage afsæt i et bredt, positivt perspektiv og så må vi som undervisere sætte os lidt ud over vores egne holdninger", siger hun.
Lone Carlson mener, at lærerne skal præsentere en bred palet for, at eleverne får de bedste forudsætninger for at træffe bevidste valg på egne vegne på en så ufarvet måde som muligt.
"Spørger eleverne om vores personlige holdning, skal vi naturligvis svare. Og vi kan også vælge eksemplarisk, f.eks. i forhold til bæredygtighed, dyrevelfærd og -etik. Men vi skal undgå at blive, være eller skabe madsnobber".
Lærerformand: Vi må se ud over egne holdninger, når vi smager elevernes mad
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.