"Noget af det man overvejer - blandt flere ting - er at skære ned på mængden af vikarer. Jeg synes, enhver nedskæring på skoleområdet er problematisk, men jeg kan ikke sige andet, end at det er op til den enkelte skoleleder i samarbejde med sine medarbejdere at finde ud af, hvordan man løser skolens budgetproblemer. Alternativet er, at man skærer ned på det faste personale, og det synes jeg, er endnu mere problematisk", siger lærerformand for Halsnæskredsen Henrik Lakner til folkeskolen.dk.
Han ser hellere, at man en gang i mellem på grund af sygdom er nødt til at samlæse to klasser, end at man planlægger et helt skoleår med at samlæse klasser.
"Med de vilkår, man byder skolelederne, er det her en af måderne, at gøre det på", siger han om udsigten til besparelser på vikardækningen.
Rumlighedspuljen overlever
Halsnæs Kommune har genåbnet budgettet for 2010, og på et byrådsmøde på mandag bliver det lukket igen, fortæller Henrik Lakner. Selv om besparelserne bekymrer ham, glæder han sig over, at der er sket forbedringer i forhold til de spareplaner, som kommunen i første omgang havde fremlagt. Blandt andet var der planer om at nedlægge kommunens rumlighedspulje, som er penge, skoler kan få del i til at iværksætte AKT-tiltag - adfærd, kontakt og trivsel.
Lærerformanden i Halsnæs glæder sig over, at den plan er blevet droppet, så puljen fortsat kommer til at eksistere.
Undervisningen fortsætter med minimumstimetallet
I år har skolerne i kommunen været nede på minimumstimetallet i undervisningen af 4. til 9. klasse, og hensigten var ifølge Henrik Lakner, at det skulle sættes op til det vejledende timetal minus én.
"Det har man taget af bordet. Det er selvfølgelig ikke så smart, men det ser vi hellere, end at man tager rumlighedspuljen. Det er et signal overfor borgerne, at der ikke er råd til et bedre skolevæsen. Det må vi tage til efterretning. Vi synes ikke, det er godt, men det andet havde været værre".
Samtlige funktioner i kommunen skal gennemføre generelle besparelser på mellem 1,5 og 1,8 procent, og derudover er der nogle konkrete besparelser på enkeltområderne. Inden for skolevæsenet har man altså valgt at fortsætte med minimumstimetallet i stedet for at hæve det til det vejledende timetal.
"Summa summarum er vi sluppet bedre gennem genåbningen af budgettet end vi havde frygtet".
Forhåbentlig ingen fyringer
Der vil blive nedlæggelser af lærerstillinger i kommunen, men Henrik Lakner har svært ved at komme med et bud på hvor mange. Han forventer mellem 5 og 15.
"Vi håber på, at vi slipper for fyringer, men kan klare det ved naturlig afgang. Kredsen og kommunen har lavet en aftale om, at begge parter vil gøre deres yderste for at undgå afskedigelser til fordel for omplaceringer. Den aftale er vi også glade for", siger han.
Lærerformand: Hellere besparelser på vikarer end lærerfyringer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.