"Det kan godt være, at det var os, der meldte tydeligst ud. Men alle tre F2000-parter var enige om, at vi skulle gennemføre nogle forsøgsordninger med skolestarten. De forsøg er i gang, og vi mener, at de skal evalueres grundigt, før man tager fat på lovgivning", siger Stig Andersen efter, at fire forskere i dag i Jyllands-Posten hævder, at det var DLF, der forhindrede, at deres plan for bedre sammenhæng i skolestarten blev til virkelighed efter F2000.
De har i stedet udgivet bogen "En god start - det fælles grundlag", som handler om, hvordan man kan lade børnehaveklasse, fritidsordning og 1.-2. klasse smelte sammen. De ønsker også rullende skolestart, dvs. hvor børnene begynder i skole, når de er modne til det og først kommer i 3. klasse, når de er klar til det.
Det er fortsat Danmarks Lærerforenings grundholdning, at skole er skole, og fritid er fritid, og at børnene har behov for det frirum, det giver, at fra et bestemt klokkeslæt har de fri. Men Stig Andersen lægger ikke skjul på, at DLF har rykket sig et stykke vej de senere år i sin holdning til skolestartsprojekter:
"Vi har kigget på skolestartsprojekter rundt om i landet. Og det er vores erfaring, at der hvor det lykkes, det er der, hvor man er startet med en dialog mellem lærere og pædagoger på skolen - der hvor der er problemer er det, hvor det er alt for topstyret, hvor det er skoledirektøren og politikerne, der alene har ønsket projektet. Vores kredse indgår gerne i dialogen om skolestartprojekter, så de kan være med til at kvalificere projekterne og så det sikres, at de aftalemæssige forhold er i orden".
I den økonomiaftale, som i fredags blev indgået mellem finansministeren og KL er den rullende skolestart på bordet igen. Men den new zealandsk inspirerede model har aldrig været nogen succes i forsøgsansøgningsbunken, påpeger Stig Andersen.
"Manglende ligeværdighed i samarbejdet er ofte et kritikpunkt. Mange pædagoger oplever, at samarbejdet ikke er ligeværdigt, fordi man ovenfra har besluttet at sætte en pædagog ind i undervisningen i nogle timer, uden at der er taget stilling til, hvad vedkommendes faglighed skal bruges til. Men vi kan forestille os masser af situationer, hvor der er brug for pædagogernes faglighed i skolen, understreger Stig Andersen.
Lærere vil gerne samarbejde med pædagoger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.