De to lærere har tilrettelagt et 10. klasseår, hvor de unge kommer igennem alle de ting, de skal bruge for at klare hverdagen som voksne. De har skulle lære at gå på arbejde, lægge budget og købe ind, tage stilling til fagforeninger og skat og meget andet.
Lige nu er de på koloni i Rørvig, hvor de skal prøve rollen som forældre for 0. klasseselever.
"Mange af vores unge får børn tidligt. Hvis det er det, de vælger, så vil vi gerne give dem et indblik i, hvordan det er. Og måske kan det her også få dem til at forstå, hvor hårdt det er, så de venter lidt længere", fortæller Stephan Sembt.
Særligt i forhold til børn har de været i praktik i en vuggestue, lært om hvordan børn har brug for omsorg, krops- og øjenkontakt og opmærksomhed.
"Det er ikke noget, de har med hjemmefra alle sammen", siger Dorte Teige.
Fællesskaber på tværs af alder
0. klasseseleverne har selv fået lov til at vælge de store elever. De er blevet præsenteret for hinanden i skolegården, hvor de små har haft mulighed for at gå over og tage en af de store i hånden. Og på udflugter har de naturligt valgt at knytte sig til en hver.
For Christina Tierry og Christa Teige som er henholdsvis lærer og børnehaveklasseleder i 0.-2. klasse, har det været specielt at se de små sammen med de store.
"Det var så fint at se, allerede første gang vi var i Frederiksberg Have. Jeg har aldrig set Erkan sidde stille i ret mange minutter. Men han og Patrick sad og hyggesnakkede på en bænk hele eftermiddagen. De har helt klart fundet noget sammen", fortæller Christa.
De to lærere er enige om, at det giver tryghed for de små at have de store. De har oplevet, at de små går til de store for at blive trøstet. Og for de store er det både fint at få lov til at tage sig af de små og at tage ansvar.
Stephan Sembt har også brugt de store, en dag han var gårdvagt.
"Jeg gik op til Kenny og sagde: 'Dit barn kan ikke finde ud af snereglerne'. Så gik han ned og snakkede med drengen. Det gav jo en helt anden effekt, end hvis jeg havde sagt det igen. Og vores unge tager virkelig opgaven alvorligt".
Fordi børnene selv har valgt deres makkere, er der samtidig skabt nogle helt specielle forbindelser, fortæller lærerne. Nogle af diagnosebørnene har for eksempel fundet et fællesskabt på tværs af alder.
"Og så er det tydeligt at de store også nyder det. De bliver helt tydeligt glade, når de små kommer stormende hen til dem og krammer dem".
Lærere: Unge skal lære at tage vare på børn
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.