Skolerne tegner sig for 18 procent af de indberetninger, kommunerne har modtaget, hvilket er væsentlig højere end andre grupper som dagsintutioner, sundhedsplejersker og politi. Men en undersøgelse i Månedsmagasinet Undervisere viste sidste år, at en tredjedel af de lærere, der har underrettet, ikke har indtryk af, at kommunerne handlede på underretningen.
Siden anbringelsesreformen i 2006 har kommunerne været forpligtet til at bekræfte modtagelsen af en underretning. Samtidig blev der indført en tidsfrist om, at en undersøgelse af et barns forhold skal være afsluttet inden for fire måneder.
Ankestyrelsen har lavet denne stikprøveundersøgelse for at undersøgelse, om kommunerne overholder fristerne. 12 kommuner gennem en måned indberettet, hvordan og hvor hurtigt de har behandlet de underretninger, de har modtaget.
Ikke alle får en bekræftelse på underretning
Kommunerne har i alt modtaget 1895 underretninger og henvendelser, og i 69 procent af tilfældende har kommunen bekræftet modtagelsen inden for seks dage. I nogle tilfælde er bekræftelsen afsendt senere og i 22 procent af tilfældene har kommunerne ikke oplyst, at de har bekræftet underretningen.
Konsulent i DLF Aksel Kramer hæfter sig ved, at 22 procent ikke svarer tilbage.
"Vi kan ikke se ud af undersøgelsen, hvorfor nogle kommuner ikke bekræfter modtagelsen. Men vi kan se, at det forekommer. Det skaber selvfølgelig nogle frustrationer".
Ingen beslutning i mange sager
I 61 procent af sagerne fortæller kommunerne, at de har truffet en beslutning inden for den første måned om at iværksætte en §50 undersøgelse af barnets forhold eller ikke at gøre det. Ifølge undersøgelsen har kommunerne i de resterende sager ofte kontakt til barnet.
"Det er værd at bemærke, at kommunerne i så mange sager ikke gør andet end at registrere underretningerne, fordi de siger, at de allerede har kontakt til familierne. Hvis det er en langsigtet proces, kan man godt forstå, at lærerne undrer sig. For de har lavet en underretning, og kommunerne bekræfter i den her undersøgelse, at der sker ikke noget synligt for lærerne. Lærerne sidder tilbage med en følelse af, at der ikke sker noget som helst. Og i nogle tilfælde kan det jo endda være, at de har ret".
Halvandet år fra underretning til fjernelse
En konkret sag i den tidligere Møn Kommune viste i sidste uge, at lærerne ind i mellem har god baggrund for kritikken af kommunernes reaktioner.
Her gik der ifølge Politiken halvandet år fra den første indberetning til to små børn blev fjernet fra en far, som dagligt voldtog dem.
Lærerne havde holdt flere møder med kommunen og bedt socialforvaltningen lave en undersøgelse af familien, men det skete aldrig. Først da børnene brød sammen og fortalte deres mor om overgrebene blev de fjernet.
"Efter indberetningen i 2005 blev sagen lukket for os, fordi vi havde givet den videre til kommunen. Vi kunne ikke få oplysninger om, hvad der skete med børnene. Det var meget frustrerende, men sådan er loven", siger skolens leder, Leif Iversen til Politiken.
Lærere underretter mest, men får ikke altid svar
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.