Lærere stod bag festival, der gerne skulle mindske presset på de unge
Et pilotprojekt startet af to lærere forsøger at gøre op med unges alkoholkultur og vise, at man sagtens kan feste uden alkohol. Det blev til en eftermiddag med musik, masser af aktiviteter og mocktails.
Elisabeth Lynggaard og Viktoria Lundehøj Hartmann mener, at sidste skoledag skal være en fest, hvor ingen føler sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til.
Sørøvere, politimænd, soldater, bananer og et hav af andre kostumer.
Ti år på skolebænken kulminerede for 1.700 afgangselever med en stor alkoholfri sidste skoledagsfestival på Bellahøjpladsen i København.
Bag festivalen står de to lærere Elisabeth Lynggaard fra Højdevangens Skole og Viktoria Lundehøj Hartmann, der studerer antropologi, mens hun arbejder på Brønshøj Skole.
De har sammen startet foreningen UngEnrgi, fordi de mener, at der er brug for at skabe en forandring i ungdomskulturen, så fællesskab, glæde og tryghed er i centrum og ikke alkohol.
”Jeg har oplevet, at når eleverne når op i udskolingen, bliver det sociale liv ofte afhængigt af, om man går til fester og drikker sig fuld. Det gør det svært for mange at være med og lægger et stort pres på dem”, siger Elisabeth Lynggaard.
Hun mener, at sidste skoledag skal være en fest, hvor ingen føler sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til.
Der var højt humør på plads trods fraværet af alkohol.
Forud for festivalen bad de to lærere knap 200 8.- og 9.-klasser om at rangordne, hvad de mener er vigtigst til en fest.
Her endte alkohol næstsidst på listen – slået af blandt andet musik, venner, sjove aktiviteter og et godt outfit.
Boksemaskinen var populær blandt festivalens drenge.
”Det er ærgerligt, at alkohol fylder så meget i vores samfund – også på sidste skoledag. Der er mange unge, som enten ikke drikker eller ikke har lyst til det, men som alligevel oplever et stort pres. Det er efter min mening en forældet kultur – og kultur kan jo ændres”, siger hun og tilføjer, at Sundhedsstyrelsen i øvrigt anbefaler, at man slet ikke drikker før man er 18 år.
Festivalen skal ses som et alternativ til at tage i Fælledparken, hvor mange afgangselever har haft for vane at samles.
Arrangementet blev sidste år lukket af politiet på grund af uro og slagsmål, og tidligere år har der været episoder med knivstikkeri, elever, der er blevet rullet og en kvindelig elev, der blev fundet af politiet uden tøj på.
Mikset respons fra lærere
Forud for dagen fik Elisabeth Lynggaard mikset respons fra hendes lærerkollegaer om festivalen.
"Nogle synes det var svært at se sig selv på festivalen og har brug for mere tid til at vænne sig til en ny tradition. Andre syntes til gengæld, at det var megafedt og en meningsfuld måde at afslutte mange års undervisning i deres 9. klasse på”, siger hun.
En af de lærere, der deltog i festivalen med sine elever, er lærer Mads Christian Toft Salomonsen, der underviser på Brønshøj Skole. Han begyndte skoleåret som nyuddannet, så i dag er hans første 'sidste skoledag' som lærer.
Han synes ideen om en alkoholfri sidste skoledagsfestival er en god idé. Han fortæller, at hans elever havde set frem til dagen, hvor især musikprogrammet vækkede stor begejstring, og fik mange af eleverne til at blive hele dagen for at høre den hemmelige kunstner, der først blev offentliggjort klokken 19.
At arrangementet var alkoholfrit, fyldte derimod ikke så meget optil dagen.
Det var ikke alle, der blev til slut. Nogle ville hellere videre i Fælledparken.
”Først og fremmest håber jeg bare, at de nød det – det var jo en stor dag for dem. Men jeg håber også, at de har oplevet, at man sagtens kan have en fest og hygge sig uden alkohol”, siger den unge lærer.
2 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:
Lærere stod bag festival, der gerne skulle mindske presset på de unge
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten. Tak fordi du deltager.
Lærere stod bag festival, der gerne skulle mindske presset på de unge
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.