Ekstra blyanter og viskelædere til børn, som ikke har. Præmier til elever, der fortjener lidt ekstra. Ting til skolefesten.
Det er nogle af de ting til brug i skolen, som lærere i en ny undersøgelse for Folkeskolen fortæller, at de køber for deres egne penge. Hver anden lærer har inden for det seneste år har betalt af egen lomme for aktiviteter eller materialer, som hører skolen til.
Den viser også, at mange lærere ikke kender til retningslinjer for indkøb på skolen.
Kun 26 procent svarer i undersøgelsen ja til, at deres skole har retningslinjer for, hvad man kan få dækket af omkostninger til undervisningen. 27 procent svarer, at skolen ikke har retningslinjer - og hele 47 procent ved ikke, om der er retningslinjer på deres skole.
DLF: Fjern tvivlen om indkøb
Der burde være klarhed på skolerne om, hvad man som lærer kan bruge af kroner og øre på undervisningen, mener formand for undervisningsudvalget i DLF Regitze Flannov.
”Det er selvfølgelig vigtigt, at lærerne kender deres professionelle råderum, så hvis de er i tvivl, skal skolen fjerne den tvivl”, siger hun.
Læs også
Hun mener, at det er vigtigt, at lærerne har en vis form for økonomisk råderum, som er dækket af skolen.
”Det bør være sådan, at hvis en lærer støder på et godt tilbud i forhold til den indkøbsplan, som fagudvalgene har lagt, så kan hun købe det. Det er en god ide, at fagudvalgene har en konto til undervisningsmaterialer, for de kan bruge deres faglige baggrund til at prioritere”.
I undersøgelsen er der mange lærere, der skriver, at de netop har et fagbudget.
”Hvert fag har et budget/konto. Der er en tovholder, der står for de større indkøb, samt får tilsendt overblik over indestående. Alle kan lave mindre indkøb til faget, fx købe hjerter til et NT-forsøg”, skriver en lærer.
På en anden skole er der kun budget til ture. Én fortæller, at det er forskelligt, hvornår man får lov til at købe noget. ”Man kan spørge. Nogle får ja. Andre får nej”, skriver en lærer.
Skolelederne: Rammer må ikke være for rigide
Næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas mener, at det er vigtigt, at der på skolerne er gennemsigtighed om, hvad lærerne må og ikke må.
”Når lærere selv betaler, kan de tænke, at det burde skolen betale for. Hvis de ved, at skolen har fastsat, hvad den betaler for, og hvad den ikke betaler for, så behøver man ikke tænke den tanke”, siger Dorte Andreas.
Hun understreger dog også, at rammer for, hvor meget, hvornår og hvordan lærerne bruger penge ikke må blive for rigide.
”En ramme kan også lægge en begrænsning, for hvis skolelederen en gang i mellem siger: ’Køb du det bare’ til en lærer, så kan andre sige: ’Hvorfor fik du lov, når vi har talt om, at det bruger skolen ikke penge på?’. Så man skal finde en balance, hvor man kan lade fornuften råde, og hvor der er plads til et skøn”.
Lærere savner retningslinjer for, hvilke udgifter skolen dækker
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.