Når kommuner er begyndt at dele sammenlagte skoler op igen, er det et resultat af, at skolerne ikke fungerer.
»Vi har set en lemmingeffekt, hvor man har lagt skoler sammen, fordi nabokommunen gør det. Der er aldrig foretaget en valid undersøgelse af, hvad man får ud det, og ingen kommuner har stillet sig frem og sagt, at de har sparet penge på sammenlægningen. Så når vi nu ser kommuner gå den modsatte vej, skyldes det, at man kan konstatere utilfredshed og dysfunktioner på de sammenlagte skoler«, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.
I Danmarks Lærerforening udpeger Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget, nogle af dysfunktionerne.
»Der er ingen stordriftsfordele. Ledelsen sidder for langt væk til at kunne følge med i skolens dagligdag, og kommunikationen bliver sværere. Selv om man har afdelingsledere på matriklerne, er der meget stor forskel på, om de har personaleansvar og kan træffe beslutninger uden at skulle omkring den øverste leder. Under alle omstændigheder gør mange ledelseslag tingene usmidige«, siger hun.
Claus Hjortdal er enig i, at det kræver et virkelig godt samarbejde i ledelsen at lede en skole med fysisk adskilte afdelinger. Ofte trækkes den øverste skoleleder ind til strategisk arbejde i forvaltningen, og uden tilstedeværelse på skolen er det svært at lykkes med lederopgaven, forklarer han.
Skolestatus 2019 - 15 afdelinger bliver selvstændige skoler igen
Sammenlægninger skader teamtanken
Der er sammenlagte skoler, som fungerer, for eksempel fordi man har samlet indskolingen et sted og overbygningen et andet, noterer Claus Hjortdal.
»Her har lærerne fået flere fagkolleger og bedre vilkår for at undervise i deres fag. Men når politikere tror, at de kan flytte rundt på elever på tværs af afdelinger for at klasseoptimere, stemmer forældrene med deres børn og flytter dem på friskole, og så forsvinder det rationale, kommunen regner med at opnå«.
Det er også svært at flytte rundt på lærerne.
»På papiret får man flere lærere at gøre godt med, men hvis man vil undgå transporttid mellem afdelingerne og også ønsker lærere med mange timer i klassen, så de kan danne relationer med eleverne, er det svært at lave en bedre fordeling. I dag arbejder stort set alle lærere i team, så hvis de skal undervise på flere matrikler, går det også ud over teamtanken«, siger Jeanette Sjøberg.
Claus Hjortdal vil ikke sige, at man alle steder skal gå tilbage til selvstændige skoler, men han ser gerne, at kommunerne tager de sammenlagte skoler op til revision. Det samme gør Jeanette Sjøberg.
»I DLF har vi aldrig været tilhængere af sammenlægninger. Vi hylder heller ikke specielt små skoler. For os er det vigtigste, at skolen fungerer, så hvis man ikke har opnået det, man ville med en sammenlagt skole, lyder det fornuftigt, at man træffer en anden beslutning«, siger formanden for undervisningsudvalget.
KL har ikke undersøgt fænomenet med, at kommuner er begyndt at dele sammenlagte skoler op igen, og ønsker derfor ikke at kommentere tendensen.
Lærere og skoleledere: Fornuftigt at tage sammenlagte skoler op til revision
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.