Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Lærer vil hjælpe børnefamilier til et sundt liv

En lærer fandt ud af, at de fleste børn i den 2. klasse, som hun var klasselærer for, ikke fik en sund morgenmad. Og det gik ud over undervisningen. Det inspirerede hende til en hjemmeside, som hjælper børnefamilier til en sund livsstil.

Louise Knuth Pedersen
Start debatten
4. juni 2008, kl. 11:13

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Figurerne GnaskeHelten og Den sunde Fe inspirerer på hjemmesiden gnaskehelten.dk børn til at spise sundt. Hjemmesiden rummer spil, musikvideoer og øvrige interaktive illustrationer, hvor børn kan holde øje med, hvor meget sukker de spiser, hvor meget de bevæger sig, og hvor meget energi, de får fra deres daglige kost.

Sundhed er et fælles projekt

Folkeskolelærer Anna Marie Thusgaard Pedersen står bag GnaskeHelten.dk, som familier kan abonnere på. Formålet med siden er at formidle viden om sund livsstil på en forståelig måde, som rammer børnene i deres virkelighed.

"Børnene får en forståelse for, at sundhed kan være mange forskellige ting. Og så viser siden, hvad det sunde liv betyder", siger hun.

Formålet med hjemmesiden er også at få forældre til at tage ansvar for, at deres børn lever et sundt liv.

"Det er så nemt at sige, at det er skolerne, der skal gøre det ene og det andet for at gøre børn sunde. Men der er bare ikke ret meget, der rykker, hvis ikke man er fælles om det. Så derfor håber jeg, hjemmesiden kan være med til at give familierne et fælles sprog om sundhed, så hele familien kan være med", siger hun.

Forældre vil gerne, men mangler redskaber

Anna Marie Thusgaards erfaring er, at langt den største gruppe af forældre virkelig gerne vil hjælpe deres børn til en sund livsstil. Men ofte ved de ikke, hvordan de skal gribe det an. Voksne og børn bliver modspillere i stedet for medspillere. Det håber hun, at GnaskeHelten kan være med til at ændre på.

"Meget af den information, som findes om sundhed, flyver hen over hovedet på børnene. Men på GnaskeHelten kommer det ned på et niveau, hvor alle kan være med. Det er let nok at snakke om sundhed, men det skal være meget konkret, hvis børnene skal gøres bevidste om deres egen sundhed", siger hun.

Det, der ifølge Anna Marie Thusgaard gør GnaskeHelten konkret, er, at børnene kan se, hvad den mad, de selv spiser, betyder for, hvordan de har det.

"Det anderledes ved denne side i forhold til andet materiale om sundhed er, at børnene kan koble viden om sundhed med, hvad de selv har spist, hvad de har lavet af motion, og hvad der lå i deres egen madpakke", siger hun.

Inspireret af egen klasse

Hun fik ideen til hjemmesiden for et års tid siden, og inspirationen kom flere steder fra. For det første havde hun problemer med at få den ene af sine sønner til at spise ordentligt, og i den forbindelse søgte hun information om, hvordan man får sine børn til at spise sundt.

For det andet, var hun på et tidspunkt klasselærer i en 2. klasse, hvor hun lavede en undersøgelse af, hvad eleverne spiste til morgenmad. Den viste, at ud af de 25 elever var der kun fire børn, som fik en god morgenmad. Mange af de andre kom ofte i skole på et enkelt stykke frugt eller en skive hvidt brød med pålægschokolade.

Stor betydning for undervisningen

Hun talte med forældrene om problematikken, og hun lavede en kontrakt med børnene om, at de i en måned skulle spise ordentlig morgenmad, have et sundt mellemmåltid med til ti-pausen og en sund madpakke.

Efter den måned oplevede Anna Marie Thusgaard, at børnene blev mere modtagelige for undervisningen. Nogle blev mindre trætte, mens andre blev mindre overgearede.

"Resultatet er selvfølgelig ikke banebrydende, men her oplevede jeg for første gang selv, hvad det betyder for undervisningen, at børnene får sund mad. Det er bare så frustrerende, hvis børn ikke skal have mulighed for at opleve, hvor meget overskud det giver at leve sundt", siger hun.

Viden om sundhed kobles med pædagogik

For at sikre at siden ernæringsfagligt er i orden, samarbejder Anna Marie Thusgaard med en læge og en klinisk diætist, som sikrer, at materialet på siden lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De har også skrevet nogle af de teoretiske artikler, der ligger på sidens forældredel.

Anna Marie Thusgaard bruger sin egen faglighed til at sørge for, at det pædagogiske er i orden. At stoffet bliver kommunikeret på en måde, som børnene forstår, og at viden om sundhed er koblet til børnenes hverdag. Det mener hun ikke lykkes i meget andet materiale, som skal få børn til at leve sundt.

På hjemmesiden fortæller nogle af sidens brugere, at hjemmesiden er en succes i hjemmet. Underviseres anmelder spår dog ikke hjemmesiden den helt store fremtid på grund af en abonnementspris på op til 90 kroner per måned.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærer vil hjælpe børnefamilier til et sundt liv

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS