Hold på mellem 29 og 55 elever. Det er én af realiteterne for både lærere og elever på Dybkærskolen i Silkeborg, efter kommunen i 2009 fik tilkendt dispensation fra Undervisningsministeriet. Skolens tillidsrepræsentantsuppleant Merete Bachmann Nielsen mener, at der er klare udfordringer at spore ved de store klasser og hold.
Forskere: Små klasser giver meget bedre resultater
Mangler føling Dybkærskolen er en helt almindelig kommuneskole. Der er både villakvarterer og sociale boligbyggerier i distriktet og således også børn med vidt forskellige sociale og faglige udfordringer.
For Merete Bachmann Nielsen bidrager den manglende tid til hver enkelt elev med en grundbekymring hos hende selv.
"Noget af det værste for mig som lærer er, at jeg ikke føler, jeg når tæt nok på eleverne. Jeg ved ikke, hvordan den enkelte elev har det socialt, når der er mindre tid til dem", fortæller hun. "I en af mine klasser er vi for eksempel to lærere til tre klasser i matematik. Så er de minimum 30 elever per hold i de timer".
DLF: Lærerne kan gøre langt mere med færre elever
Svært at nå nationale mål Skolen har i dag fire faste klasser med en klassekvotient over de ellers tilladte 28. Derudover arbejder man med holdsammenlægninger. Merete Bachmann Nielsen nævner hendes egen klasse som et eksempel. De har i alt otte af deres ugentlige lektioner som holdundervisning. Holdene har dog sjældent en lærer per medregnet klasse. Det skyldes ifølge Merete Bachmann Nielsen, at skolen simpelthen har fået tildelt færre lærertimer end elevernes normering. Det er sparetider, og det må lærerne så indordne sig efter.
"Jeg kan ikke rigtig vurdere, hvor stor en forskel det gør for eleverne rent fagligt, at der for eksempel er 31 frem for 28 elever i en klasse. Alle elever får de timer, de skal have, men det er ikke til at sige, hvor meget lærerdækning der er på dem. Bare antallet af elever per lærer er en udfordring", forklarer hun.
"Jeg kan måske godt forsvare at arbejde med de store sammenlagte hold i en lektion ud af fem om ugen, men så har jeg omvendt kun fire timer til rent faktisk at lære min klasse det, som de og jeg bliver bedømt på gennem de nationale tests. Hvis man vil arbejde med så store hold og leve op til kravene udefra, så kræver det flere lærerresurser".
Skoleelever: Klart man lærer mere med færre elever
Ikke plads til store armbevægelser Bekymringer om elevernes velbefindende og tests er ikke de eneste forhindringer, Merete Bachmann Nielsen føler i sin hverdag. Hun mener også, at de store klasser og hold rammer hendes egen faglige stolthed.
"Det siger sig selv, at man ikke kan nå det samme med mange elever frem for få. Derudover bliver det jo heller ikke den mest inspirerende og kreative undervisning, man kan diske op med, når der er så mange elever til færre lærertimer", fortæller hun.
Lyset for enden Alt er dog ikke sortsyn og frustrationer for Merete Bachmann Nielsen og hendes kollegaer. Hun er klar over, at det nuværende år er et særligt hårdt et for kommunens pengepung og håber og tror på bedre tider. Holddelingen har da også afsæt i en ifølge hende meget positiv pædagogisk proces. Skolen arbejder i den forbindelse også med hold, der går på tværs af klassetrinene. Det er her, Merete Bachmann Nielsen finder et særligt klart lyspunkt.
"Når vi laver hold mellem flere klassetrin, så oplever vi faktisk, at nogle af de ældre elever på holdet får et større ansvarsforhold til eleverne i de yngre klasser. Det er jo ellers ikke en tendens, vi ser så meget internt i klasserne. Nogle af eleverne vokser simpelthen i situationen", fortæller hun.
Lærer: Svært at nå store klasser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.