Ifølge bekendtgørelsen, der er til høring i øjeblikket, skal kvalitetsrapporten senest behandles i byrådet 15. oktober. Da rapporten handler om skoleåret, der ligger forud, kan skoler og forvaltning næppe nå at få den gjort færdig ret meget før. Det er uheldigt, for på det tidspunkt har politikerne vedtaget næste års budget.
"Hensigten med bekendtgørelsen er, at kommunalbestyrelsen skal være særlig opmærksom med at støtte der, hvor det står galt til på skolerne, men det kan ikke lade sig gøre, når det kommunale budget er fastlagt. Og hvis politikerne bare omfordeler pengene på skoleområdet, går det ud over noget andet", siger Erik Lorenzen, formand for Danmarks Skolelederforening.
Han ser heller ingen ide i, at politikerne på forhånd afsætter en pulje penge.
"Hvad så hvis det går så godt, at skolerne ikke får brug for pengene - skal man så opfinde et formål at bruge dem til", spørger han.
Brug for langsom indkøring
Ud fra de samme argumenter kalder Lederforeningen tidsfristen 15. oktober for selvmodsigende og en håbløs måde at arbejde på. Heller ikke Børne- og Kulturchefforeningen er begejstret.
"Vi vil i vores høringssvar bede om længere tid til dialog i kommunerne. Det er især et problem, at kvalitetsrapporterne allerede skal indføres i 2007, fordi kommunerne først skal finde retningslinjer for arbejdet og dernæst drøfte indholdet. Vi har brug for en langsom indkøring, og vi ser også gerne, at ordningen bliver evalueret efter tre år", siger foreningens formand, Per B. Christensen.
I stedet for at afdække et skoleår foreslår Erik Lorenzen, at rapporten følger kalenderåret.
"Det er naturligt at gøre kvaliteten op, når et skoleår er forbi, men hvis vi bruger kalenderåret, kan politikerne få kvalitetsrapporten i februar-marts og kan i god tid nå at få udgifter til forbedringer med i budgettet året efter. I den model, bekendtgørelsen lægger op til, kan der let gå to år, inden der er penge til at rette op på forholdene", siger Erik Lorenzen.
Ifølge bekendtgørelsen skal politikerne senest den 31. december vedtage de nødvendige handleplaner på baggrund af kvalitetsrapporten. KL har endnu ikke taget endelig politisk stilling til bekendtgørelsen, men umiddelbart bekymrer tidsfristerne, og KL vil derfor høre kommunerne, hvad de siger til dem.
Formand for KL's børne- og kulturudvalg Henrik Larsen (R) mener ifølge Berlingske Tidende, at kvalitetsrapporterne er et eksempel på, at der mangler en diskussion om, hvilken form for kvalitet man ønsker i folkeskolen, men siger:
"Det ser dog fornuftigt ud, men vi er nødt til at se på, hvilke informationer der er vigtige. Det kan let blive ligegyldigt, hvis vi skal igennem 16 sider om antal elever i 4.A., inden vi når til det væsentlige".
Der er høringsfrist på bekendtgørelsen 8. januar 2007.
Kvalitetsrapport lander på politikernes bord på uheldigt tidspunkt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.