Mange lærere udarbejder selv test, som de bruger i undervisningen, og nu kan de også få hjælp til at udarbejde dem elektronisk. Som en del af en certificering i e-læringspædagogik udbyder Det Nationale Videnscenter for e-læringet kursus, hvor målet er, at lærerne får viden om, hvad elektroniske test kan teste, og hvordan man kan bruge testdataene i den videre undervisning.
Lærerne kan bruge kurset på to måder, forklarer centerchef Michael Lund-Larsen. For det første lærer de, hvordan man udvikler test, som de kan bruge i forhold til bestemte områder i et fag. Og for det andet får lærerne mulighed for selv at medbringe egne test, som de gerne vil have evalueret og omformateret fra papir til et elektronisk testformat.
Testens indhold og anvendelse er i fokus
Det er et pædagogisk kursus og altså ikke et it-kursus, hvor man kan lære om det tekniske i et testsystem. Fokus er udviklingen af den elektroniske tests indhold, som så bliver sat ind i et eksisterende elektronisk testformat.
Målet er at ruste lærerne til at udarbejde test, som de kan bruge i deres egen undervisning.
"En af fordelene ved elektroniske test frem for papirversion er, at retteproceduren kan blive nemmere, og det giver mulighed for et overblik, så man meget hurtigt kan sammenligne sine elever", siger Michael Lund-Larsen, som dog også kan se fordele ved at rette opgaverne selv. For eksempel at det giver indblik i elevernes færdigheder.
Der er forskel på at udvikle test til papir og til et elektronisk testformat. For eksempel er der træk-og-slip-funktionen, hvor elever skal forbinde to elementer med hinanden. På papir ville man gøre det ved at tegne en pil, mens man på skærmen kan trække det ene element hen til det andet og dermed bedre få et overblik over helheden i det svar, man giver.
Test til egen brug lever ikke op til nationale standarder
De elektroniske test, som lærerne arbejder med på kurset, kan ikke bruges på linje med de nationale test, og de adskiller sig blandt andet ved, at de ikke er adaptive.
"Ved de adaptive test skal man have mindst 180 test på et profilområde, de skal være godkendte efter den statistiske metode, der hedder en Rasch-analyse, og man skal udvikle mindst dobbelt så mange test, som man får godkendt af den analyse. Så lærerne kan ikke i løbet af kurset nå at lave så mange test, at der er nok til en Rasch-test", siger Michael Lund-Larsen.
Konstruktionsmetoden er dog den samme. Det handler om at omsætte læringsmål til testmål ved at bryde læringsmålene ned i de konkrete færdigheder. På den måde kan testresultaterne pege på konkrete mangler i elevernes viden og forståelse af et fagområde.
Kursus skal ruste lærere til at lave egne elektroniske test
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.