Teksterne i "Hvis det bliver mørkt" er små koncentrater med masser af vitaminer. Fortælleren, pigen, er en sansende naturelsker med den skønneste fantasi. Mormor bor over det hele for hun er gået bort, men man ser hende undertiden som en fugl på foderbrættet. Morfar er meget opmærksom på fugle og kender dem alle, fortælleren kender kun syv, og heraf er mormor den ene. Mormor spiller stadigvæk på sin måde en aktiv rolle i pigens og morfars liv.
Pigen fantaserer om søskende, en storebror, en lillebror? Morfar er en vigtig person i pigens liv, og hun tør også godt tænke på døden i relation til morfar, der gerne må tage havetraktoren med, når han himler, for den larmer, siger far. Pigen forestiller sig også, hvad der sker, når morfar er væk. Måske kan musikken forbinde dem til evig tid?
Når det bliver mørkt, vil jeg svøbe mig i et stykke af himlen. Stjernerne kilder som sodavandsprikker over hele kroppen. Hvis det bliver mørkt.
Bogen er et dejligt kunstværk, som kan bruges i små slagkraftige bidder, fordi de enkelte elementer er så fortættede og koncentrerede, at de ikke kan undgå at ramme hjertekulen. Fortrinlige både til oplæsning og selvlæsning på mellemtrinnet. Det er ikke hver dag et sådant værk ser dagens lys. Forfatter Inge Duelund Nielsen og illustrator Simon Væth klæder hinanden. Strålende kunst for børn og voksne. HURRA!
Kunstværk i bogform for børn
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.