Kunnskapsløftet

Læs om Norge og bliv klog på dansk skolepolitik, skriver anmelderen

Norge oplever i disse år en sjælden rigdom af pædagogisk litteratur, og det bør vi fra dansk side være opmærksom på, for den er på mange måder med til at kaste lys over skolepolitik og pædagogisk udvikling i Danmark.

Senest er udkommet Alfred Oftedal Telhaugs »Kunnskapsløftet ny eller gammel skole«. Den kan opfattes som et supplement til hans og Odd Asbjørn Mediås store arbejde fra 2003, »Grunnskolen som nasjonsbygger«, og Mediås komparative skolehistorie »Enhetsskolens utvikling i Danmark og Norge«, der udkom på Aalborg Universitets Forlag sidste år, støttet af blandt andre Danmarks Lærerforening.

»Kunnskapsløftet« er skrevet af en af Norges mest fremtrædende pædagoger, videnskabsmand og debattør. I festskriftet til 70-års-dagen sidste år, »Pedagogikk og Politikk«, fylder hans bibliografi alene 31 sider. »Kunnskapsløftet« er med sine 186 sider en grundig beskrivelse og analyse af undervisningsminister Kristin Clemets skolepolitik.

I det indledende kapitel stiller Telhaug spørgsmålet: Oplever vi en ny skolevirkelighed? Er der tale om en »restaurasjon« af tidligere tiders skolepraksis, eller står vi over for tiltag, som den norske skole ikke har prøvet tidligere? Det følgende kapitel giver den historiske baggrund for at kunne besvare spørgsmålet, en kortfattet skolehistorie fra 1739 til nu.

I det meget lange tredje kapitel gennemanalyserer Telhaug de seneste års norske skolepolitik ved at inddrage holdningerne i Kvalitetsudvalget, Stortinget og ministeriet. Det er en grundig behandling af de problemer, som norsk skolepolitik står over for: En stærkere international styring, decentralisering og læseplansstyring af indholdet, tilpasset individualisme frem for fællesskab og nationale prøver.

Det er Telhaugs konklusion, at civiløkonomen Kristin Clemet i sin skolepolitik kombinerer markedets krav med respekt for de internationale menneskerettigheder. Hun knytter således den norske skole tættere til de internationale udviklingstendenser og svigter den linje, der har været bærende i norsk skolepolitik, at grundskolen skal være et redskab for »nasjonsbygging«. Dermed får nytteperspektivet overtaget, så skolens virke skal ses under en nationaløkonomisk synsvinkel.

De norske nøgleord er »nivå, kvalitet, kompetanse, læringsutbytte, prestasjoner«, mens begreber som rettferdighet, likhet, like muligheter og utjevning nedtones. Der tilstræbes en opdragelse, der i modsætning til den elevcentrerede skole fremmer en tilpasset individualisme, nemlig tilpasset erhvervslivet krav, og svækker den sociale kompetence.

Man forstår bedre dansk skolepolitik, når man har læst denne norske bog.