Bogen minder mig om 1970'ernes dokumentariske romaner og tekster om arbejderklassens urimelige vilkår i det kapitalistiske samfund fra samme periode. Men den minder mig også om en langt ældre parallel: forbryderen Ole Kollerøds spændende, indignerede, farverige selvbiografi, som han skrev i året, før han blev henrettet i 1840. Selvbiografien giver et levende billede af almindelige menneskers elendige levevilkår, retssystemet og fængselsvæsenet i første halvdel af 1800-tallet - den danske guldalders tid, hvor kanonforfatterne skrev deres ophøjede tekster om livets dybe, guddommelige sammenhæng.
Denne dokumentariske roman bygger på grundigt studium af en virkelig skæbne, Antons liv fra 1884-1966. Han var en horeunge og blev i sin barndom udsat for grov omsorgssvigt - blandt andet fordi hans mor måtte arbejde i døgndrift for at skaffe mad på bordet. Hans chance for at klare sig i datidens samfund var lille.
Hans liv blev en stadig siksakkurs mellem forskellige forsøg på at etablere sig som en pæn borger og fængselsophold i Horsens Statsfængsel. Han havde psykopatiske træk, og hans modstykke i romanen, den opofrende, småborgerlige Anna, der havde en lys kristentro og gerne ofrede sig for andre, kunne ikke redde ham.
Romanen vil nok ikke blive nævnt blandt de største værker i verdenslitteraturen i fremtiden, men den former et levende tidsbillede af samfundets skyggesider i begyndelsen af 1900-tallet og vil kunne inddrages i dansk-, historie- og samfundsfag som et spændende supplement og en god kontrast til læsning af andre værker fra samme periode.
Kun i Horsens var han hjemme
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.