En lille bog om kulturen i skolebiblioteket, som det sympatisk nok kaldes her i stedet for den latterlige betegnelse pædagogisk servicecenter. Forfatteren er cand.pæd. og ph.d.-stipendiat ved Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
I den forbindelse har han designet en undersøgelse, som skulle tjekke skolebibliotekarers opfattelse af, hvordan kulturen har det på skolebiblioteker rundt om i landet, og hvordan formidlingen af den udmøntes i praksis. Nemt og hurtigt skulle det være, så der blev konstrueret et elektronisk spørgeskema, og håbet var, at mindst 400 ud af landets cirka 4.000 skolebibliotekarer ville svare, så resultatet kunne blive repræsentativt og statistisk signifikant. På grund af tekniske problemer svandt antallet af svar, nogle måtte besvare skemaet på papir (!), og som følge af andre kalamiteter endte svartallet så langt nede som 202. Så er det, man kommer til at tænke på den gamle historie om kunden, som bestiller en vare hos et firma og spørger, om den kan ekspederes allerede samme dag. Sagtens, siger den flinke dame, for vores computer er brudt ned.
Nå, men undersøgelsen fortæller alligevel noget. Læg mærke til titlens udråbs- og spørgsmålstegn, og prøv at bytte dem om. Ja, ikke sandt, så har vi næsten en konklusion på undersøgelsen. Dens resultater er ikke overraskende, at skolebibliotekarerne hos de ældre er det flest mænd, blandt yngre flest kvinder mener, at fortrolighed med kultur er vigtigt, at dansk kultur er vigtigere end udenlandsk, at danske forfattere, og i denne forbindelse danske børnebogsforfattere, er vigtigere end udenlandske, at H.C. Andersen er vigtigere end Harry Potters mor og R.L. Stine, som skriver gyselige gyserbøger, og at lødige forfattere er vigtigere end underlødige.
Blandt andre resultater kan nævnes, at skolebibliotekarerne også gerne så deres tilbud udvidet til en bredere vifte, som i højere grad kan matche moderne elevers behov for stimulering af læringen, og i denne sammenhæng inddrages den australsk-amerikanske forsker Ross Todds visioner for skolebiblioteket, og til slut opstilles en række kriterier, som skal være opfyldt, for at disse visioner kan virkeliggøres.
Til etablering af sådanne kreative, stimulerende miljøer kræves imidlertid ikke blot, at skolebibliotekarer tænker nyt, men at de får gedigen støtte også i form af resurser. Engang var skolebiblioteket den danske skoles flagskib. I dag bruges funktionen for mange steder som kit i arbejdsfordelingen, og der er et stadigt flow i bemandingen, fordi man her kan anbringe lærere, som har timer tilovers de skal jo bare »stemple bøger ud«.
Heldigvis får vi i disse år mange nye og ihærdige mennesker ind, så vi kan håbe, at de vil være i stand til at stå imod og trænge igennem, så denne bogs ord om, at skolebiblioteket »indtager en mere og mere fremtrædende position i den danske grundskole«, kan blive til virkelighed.
En smal udgivelse af interesse for folk med visioner for skolebiblioteket/det pædagogiske servicecenters fremtid. Desværre fortæller den bare ikke noget, de ikke vidste i forvejen.
Kultur! i skolebiblioteket?
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.