Det er en amerikansk teori, som siger, at livet er så komplekst, at det ikke kan have udviklet sig gennem tilfældigheder og naturlig udvælgelse. Derimod må være en højere intelligens, som har designet og styret udviklingen. Kritikerne af biologiundervisningens fokus på Darwins teori mener ikke, at evolutionsteorien skal pilles af skoleskemaet.
"Men skolen skal ikke fortælle eleverne, at evolutionsteorien udelukker, at intelligente mennesker kan tro på Gud. Det er derimod relevant at sige i biologitimerne, at nogle videnskabsfolk har skabt tvivl om darwinismen og fundet en anden vej, som de mener er farbar. Det må være skolens fornemste opgave at give eleverne en baggrund for selv at tage stilling", siger biskop i Viborg, Karsten Nissen, til Jyllands-Posten.
Nogle kristne naturvidenskabsfolk er enige i kritikken. Peter Øhrstrøm, dr. scient og professor i informationsvidenskab på Aalborg Universitet, og han sidder i redaktionen på tidsskriftet Origo, som kristne naturvidenskabsfolk står bag. Han mener ikke, at moderne naturvidenskab og troen på, at Gud har skabt verden, er i modstrid med hinanden.
"Det er min hypotese, at den kristne tro har været med til at sætte hele naturvidenskaben i gang. Man må tro, før man kan vide. En værdifri videnskab findes ikke", siger Peter Øhrstrøm til Jyllands-Posten.
Kravet om undervisning i intelligent design i biologiundervisningen møder modstand blandt andre videnskabsfolk.
"Intelligent design er noget banalt sludder. At man her i landet vil have religion ind i videnskaben, skræmmer mig. Det er et angreb på de principper, som vores civilisation bygger på", siger dr. scient. Ove Poulsen, som er rektor på Ingeniørhøjskolen i Århus til Jyllands-Posten.
Intelligent design hører ikke til i biologi
Undervisningsminister Bertel Haarder afviser, at danske skoleelever skal præsenteres for alternativer til evolutionsteorien i biologitimerne. "Jeg siger nej til obligatorisk undervisning i intelligent design", siger han til Jyllands-Posten.
Biologilærerne mener heller ikke, teorien om intelligent design hører hjemme i biologitimerne, for det er i strid med faghæftet. "Der står, at vi som biologilærere skal redegøre for naturvidenskabelige forklaringer på livets opståen og udvikling, og evolutionsteorien tilbyder en ufattelig stærk og velunderbygget forklaring. De kristne må gerne tro, at livet er så komplekst, at Gud har skabt det, men så hører det hjemme i kristendomsundervisningen. Fra en naturvidenskabelig synsvinkel hviler teorien om intelligent design på et så spinkelt grundlag, at den ikke kan få plads i biologitimerne, som reglerne er formuleret i dag", siger Anders V. Thomsen, formand for Biologiforbundet, til Jyllands-Posten.
Kristne vil have kritik af evolutionsteorien ind i biologitimerne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.