Genfortalt af Flemming Pless
Illustreret af Christina Balit
224 sider, 269 kroner
Sesam
Er de bibelske fortællinger fantastiske? På mange måder er de, men de er også så meget andet.
Taget på ordet er det en stribe fantastiske fortællinger, denne bog rummer. Der er fortællinger om, hvordan alt blev til, om slaver, der bliver stormænd, om konger, der både kan slås og blive forelskede, og der er også fortællingerne om mennesket Jesus, der kunne gøre syge raske, få storme til at lægge sig og også selv både dø og blive levende igen. Alt er godt skrevet og behageligt at læse op. Illustrationerne er klare og udtryksfulde.
Ud over det fantastiske er den bibelske fortælling også vores kulturs grundfortælling og samler således delfortællinger om tid, skabelse, mennesket, død, værdier i et hele. Det sker ved, at nogle almene spørgsmål bearbejdes, samtidig med at et folks forestilling om dets egen forhistorie fortælles i det gamle testamente, og en hel kulturs religiøst-etiske værdier grundlægges med fortællingerne i det nye testamente.
Denne genfortælling af bibelen giver et udmærket indblik i den fælles grundfortælling. Flemming Pless, som har fordansket teksten, undlader moraliserende kommentarer og lader fortællingerne tale for sig selv.
Bogen kan anbefales til oplæsning i første halvdel af skoleforløbet og selvstændig læsning af ord og tegninger fra 3. klasse.
Peter Green Sørensen
Kristendomskundskab
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.