Af Erik Ågård
176 sider, 175 kroner
Religionspædagogisk Forlag
Den 5. juni i denne sommer kan grundloven og dermed også den nugældende folkekirkeordning fejre 150-års-jubilæum. Det kan ses som anledning til at drøfte begge: bør noget ændres, kan noget moderniseres med videre.
Denne bog er dog ikke et debatoplæg, som kommer med kritik af situationen og nye visioner. Bogen indeholder forudsætningen for debatten, nemlig viden om, hvordan folkekirkens ordning er netop nu, og hvorfor det er sådan.
Bogen rummer 16 overskuelige og velskrevne kapitler. Kapitlerne samler sig om afgrænsede temaer og beskriver med udgangspunkt i ny testamente den historiske baggrund for status i dag - naturligvis fokuseres især på reformationens betydning.
Der indledes med kapitler om begrebet kirke og om folkekirkens bekendelser. Kapitler om kirkens gudstjeneste og højmessen lægger op til kapitler om, hvad det er, der foregår i kirken, det vil sige salmesang, dåb, vielse med videre. Afsluttende bringes kapitler om forholdet mellem stat og kirke, om kirkelige retninger og organisationer og om udfordringer til kirken.
Det er absolut saglige og lødige oplysninger, der bringes - kun i korte indskudte sætninger mærker vi, at forfatteren også har meninger. I og med der er tale om en beskrivelse af status, skubbes nogle ellers centrale temaer i baggrunden. Blot to skal nævnes. I kapitlet om udfordringer til folkekirken savnes afsnit om, hvordan folkekirken forholder sig til det religiøse liv uden for folkekirken. For eksempel er der mange steder en god og frugtbar dialog mellem kristne og muslimer, og et enkelt sted har folkekirken også markeret sig kraftigt ved at ekskludere et medlem, som ønskede at drøfte reinkarnation. En anden udfordring er den, hvor kirke, kristendom og i det hele taget tilværelsesforståelse i lyset af kristendommen er totalt fremmed for hovedparten af danskerne - hvordan som folkekirke forholde sig i denne situation?
Men bogen kan bestemt anbefales både for den folkekirkefortrolige og den folkekirkefremmede. Begge skal undervise om kristendom som en nutidig realitet, og i Danmark synliggør kristendommen sig overvejende i den form, der gives med folkekirken. Bogen bør stå på skolebiblioteket, og med sit omfattende emne- og personregister er den glimrende som opslagsbog.
Peter Green Sørensen
Kristendomskundskab
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.