Af Jeff Anderson og Mike Maddox
256 sider, 298 kroner
Forlaget Hovedland
Bibelen, Det Gamle og Det Nye Testamente som tegneserie virker som en umulig opgave. Hvordan kan de mange fortællingskomplekser gengives i billeder? Opgaven forudsætter en enestående indføling og indsigt i de enkelte fortællingers bærende ide. Det er faktisk lykkedes fantastisk godt. Tegningerne er loyale i forhold til teksten og dens budskab, og tegneren har forstået at lade virkemidlerne fra det tekstuelle og det billedmæssige svinge virtuost sammen i det samspil, som tekstudformning, billedvalg, synsvinkel og farvesammensætning giver.
De enkelte illustrationer er fyldt med detaljer fra den tids landskaber, arkitektur, beklædning, hårmode og meget mere, som flytter læseren tilbage i tiden under læsningen.
Bogen er holdt i næsten samme struktur som den danske bibel, og hver fortælling indledes med en tydelig overskrift, der fortæller, hvad det er for en fortælling, der fremstilles.
Bogen rummer de kendeste og vigtigste fortællinger fra skabelsen til Johannes Åbenbaring. Bogen er en fascinerende oplevelse, fortalt med dramatiske og spændende udtryk, som med al sandsynlighed tiltaler både børn og unge; også mange voksne vil kunne få glæde af bogen. Den bør stå på biblioteket.
Knud Helge Lysholm Larsen
Kristendomskundskab
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.