En god bog om et desværre og desværre hidtil altid meget aktuelt emne, og det ser ikke ud til, at den nære fremtid vil lave om på det. Det hører med, at den er udkommet i serien »Det 20. århundredes Historie«. Det betyder, at den starter med et fint lille indledningsafsnit om slutningen på Anden Verdenskrig og Hitlers selvmord, trækker derefter linjer tilbage i tiden, hvor oprindelsen til krigens regler skal findes, og herefter beskrives ret detaljeret Nazitysklands krigsforbrydelser samt forbrydelser mod freden og menneskeheden, som det kom til at hedde ved anklagerne mod de ansvarlige, og endelig gennemgås retssagen mod dem.
Der er også et lille afsnit om japanske krigsforbrydelser og om retsforfølgelsen af danske kollaboratører. Endelig trækkes meget kortfattet og summarisk en linje over Korea- og Vietnamkrigen, kolonikrigene og Golfkrigen til et afsnit om tilblivelsen af den nye Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag og et kort afsnit om FNs Erklæring om Menneskerettigheder. Som en tilstræbt objektiv og kortfattet skildring af emnet er bogen som nævnt god, men for de fleste af vore elever er Anden Verdenskrig i dag fjern fortid og selv om det kan være svært at erkende for os ældre ret uvedkommende. Næppe mange unge vil frivilligt læse bogen som helhed.
Det er derfor en skam, at der ikke er et brugbart register til hjælp for elever, som vil bruge bogen som supplerende håndbog ved arbejde med de overordnede emner, krigsforbrydelser og menneskerettigheder, i mere aktuelle sammenhænge, for der kan findes mange eksemplariske samt interesse- og gruopvækkende eksempler i beskrivelsen.
Bogen er illustreret med mange og velvalgte fotos, og sidst er en vejledning til søgning af yderligere information på nettet.
Krigsforbrydelser fra Nürnberg til Haag
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.