Krigens skygger

I 'Smil, Smilja', den flotte første bog om den 16-årige bosniske gymnasiepige Smilja, fortæller Torben Poulsen sobert og sørgeligt om Smilja-familiens skæbne i hjembyen Iljava, om udrensningen, fordrivelsen, tabet af faderen og broderen - og om Smilja og moderens flugt og redning.

I denne fortsætter-bog er Smilja (nu 17) og mor Helena havnet i Danmark, i asylcentret Rosenhaven, et sted ved Storebælt. Præcis hvor får vi ikke at vide, og det irriterer denne læser: man skal selv gætte, hvilken vej færgerne sejler.

Ellers er historien fin nok. Torben Poulsen kender sit stof. Han er en ørn til at lave fiktions-reportage over virkeligheden. Som i tidligere bøger spinder han en kriminalistisk intrige, der er perfekt egnet til at gøre indviklede ting anskuelige.

Om plottet er sandsynligt, er jeg fuldkommen ligeglad med. Det, der tæller for mig, er, at vi for første gang i en letlæst ungdomsroman får en fin, indfølt beskrivelse af, hvordan det er at være bosnisk flygtning i Danmark.

I tilgift får vi en kort udflugt tilbage til Bosnien og Republik Serbska efter Dayton-aftalen - og denne sidste del af romanen fortæller deprimerende tydeligt, hvor svært det er at være en ung pige som Smilja. Hun er faktisk blevet flygtning i dobbelt forstand: Fremmed både i Danmark og hjemme i sit smadrede land.

En engagerende bog med klare problemstillinger, som vil kunne fange vore ældste elever. Også dem med alle parader oppe, når vi snakker fremmede flygtninge.