"Lærerne er godt klar over, at de er nødt til at løfte sig og gå ind i et positivt samarbejde. Det står sort på hvidt i en rapport, at der er nogle årsager til, at skolen har problemer med sit image. Derfor kommer der til at ske noget nu", siger Jonna Rolvung, der er formand for Lærerkredsen for Vordingborg, Langebæk og Møn.
Hendes opfattelse bekræftes af lærernes tillidsrepræsentant Ove Bang Christensen.
"Alle ansatte på skolen er interesserede i at skabe et godt image, og det skal vi gøre i et tæt samarbejde mellem lærere, ledelse og forvaltning", siger han.
Ifølge en rapport fra Kommunernes Landsforening sidder en lille gruppe såkaldte stærke lærere i alt for høj grad på skolen, og de gør det på en meget lidt konstruktiv måde. Alligevel er Jonna Rolvung overbevist om, at lærerne er indstillede på at samle alle gode kræfter.
"Lærerne på Stensved Skole er hårdt spændt for. Mange af dem har over 25 undervisningstimer om ugen, men nu har de opdaget, at det ikke nytter at brokke sig, hvis ikke de samtidig prøver at få ændret det, de er utilfredse med. De skal være konstruktive i deres kritik, og det har de ikke været ifølge rapporten", siger Jonna Rolvung.
Hun er glad for, at borgmester Henrik Holmer (S) ikke umiddelbart vil følge rapportens anfaling om at forflytte lærerne, men netop lægger op til, at problemerne skal løses i et samarbejde.
"Politikerne i Langebæk Kommune må også tage deres del af ansvaret. De har ikke været opmærksomme på, at Stensved Skole får for få resurser i forhold til de to små skoler i kommunen. Men jeg er sikker på, at de nu vil lytte til, hvilke problemer skolen tumler med, siger Jonna Rolvung.
Ligesom lærerne skal politikerne vænne sig til at være mere positive, understreger hun.
"For nogle år siden ville de indføre Leg og læring i indskolingen på alle tre skoler. Men Stensved Skole var ikke parat til at gå med fra starten. Det blev udlagt negativt. Men det kan lige så vel være positivt, at man gerne vil have tid til at forberede sig på en ny opgave. Det må politikerne forstå. Omvendt skal skolen blive bedre til at begrunde det fagligt, når noget ikke kan lade sig gøre", siger Jonna Rovlung.
Kredsformand: Stensved-lærere vil gerne samarbejde
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.