Kreative i alle lande – foren jer

Vor tids dybe og vedvarende forandringer er ikke teknologiske, men sociale og kulturelle, og menneskelig kreativitet er den ultimative økonomiske resurse. Det er to grundlæggende teser i Floridas omfangsrige og meget vidtfavnende bog om den kreative klasse - eller den kreative tidsalder. Han veksler mellem de to begreber, og hans klassebegreb er uklart og dårligt defineret. Som eksempler nævner han videnskabsfolk, ingeniører, kunstnere, musikere, designere og vidensbaserede fagfolk med flere, og han definerer den kreative klasse som personer, der udfører job, der i modsætning til arbejder- og serviceklassens job ikke foregår efter en forud fastlagt plan. Men så dækker det jo i virkeligheden fra Bill Gates i den ene ende til pædagogmedhjælperen på blå stue i den anden - om end afkastet af den kreative indsats ikke er helt det samme. Han betragter da også hele samfundet som potentielt tilhørende den kreative klasse, idet et stigende antal fabriks- og servicejob i dag også stiller krav til udøverens kreative indsats. Derfor er den kreative tidsalder et mere relevant begreb, idet der er tale om en gradvis udvikling med rødder i 1940'er og 1950'erne. Innovation og udvikling har ikke alene været baseret på teknologi, men også altid på menneskelig kreativitet. Det afgørende er, at kreativitet nu kvantitativt er blevet en dominerende faktor i økonomi og erhvervsliv, hvilket dokumenteres grundigt i bogen.

Det afgørende nye i analysen er betoningen af stedets betydning for den kreative innovation. Her er de tre T'er afgørende: Teknologi, talent og tolerance. Kun hvor disse tre forudsætninger optræder samtidigt, kan der etableres vækstcentre. Tilfældigvis fandt Florida ud af, at der var et tæt sammenfald mellem de vækstcentre i USA, som hans forskning havde afdækket, og de bøsse- og bohemecentre, som en anden forsker havde dokumenteret.

Bogens nye tolerance-indeks udgøres af et homo-indeks, et boheme-indeks, et smeltedigel-indeks og en måling af integration. Og de forskellige vækst- og stagnationscentre i USA opstilles i en række oversigter. Hele denne problemstilling diskuteres grundigt og belyses ved inddragelse af en mængde andre samfundsforskere, hvis forskning anvendes enten som understøtning eller til saglig kritik. En overvældende indsigt.

Men hvad skal kreativiteten så overordnet bruges til? "Hvad er det, vi virkelig ønsker? Hvilken form for liv og hvilken form for samfund ønsker vi at give videre til de kommende generationer?" spørger Florida både først og sidst i bogen. Det giver bogen ikke mange konkrete svar på ud over nogle helt upolitiske og lidet handlingsanvisende bud på problemer, som er mere truende, end Floridas bog dokumenterer.

Den danske udgave er suppleret med et europæisk kreativitets-indeks, som placerer Danmark i førerfeltet.