Krænkelsen

Der er ingen tvivl om, at denne bog vil kunne afføde uhyre vigtige diskussioner, hvor den kommer frem. I et "besat" kolonihavehus holder en gruppe 16-årige til. De hænger ud, og ud over lidt rigelig indtagelse af diverse teenagedrikke sker der ikke noget, som ikke sker for de fleste. Men så en fredag eftermiddag har gruppens dronning hevet klassens nye pige fra Jylland - Beatrice - med.

Beatrice er, desværre i lighed med en del andet i denne bog, lidt af en stereotyp. Pigen fra landet. Frisk, køn og lidt for rødkindet og dygtig til den mere rå ende af Brønshøj-området i København, hvor bogen udspilles. Den nye pige bringer uorden i pigernes hakkeorden, og i "kolonien" bliver Beatrice udsat for en grim krænkelse.

"Vi stiller os an med skrævende ben og hænderne i siden og forsøger at se seje ud. Men der er noget i stemningen, der ændrer sig. Jeg kan se det i Frederikkes øjne, allerede inden hun gør det".

Detaljerne omkring, hvordan den helt uplanlagte krænkelse af Beatrice forløber, er bogens bedst fungerende element, synes jeg. Situationen eskalerer i overmod, uden at nogen egentlig har villet det.

"Krænkelsen" er fortalt med et kalejdoskopisk greb, hvor de syv krænkere fortæller om deres oplevelse af hændelsen, og idet de fortæller, får læseren også deres personlige historie. Intentionen er rigtig god og fungerer på mange måder, men formålet med den stadige vekslen mellem første- og tredjeperson bogen igennem var mig uigennemskuelig.