Har vi glemt konstruktionslegene? Forhindrer de fysiske rammer i mange institutioner leg? Har pædagogen som voksen for lidt fantasi til at sætte sig ind i det lille barns fabulerende symboltænkning, eller evner hun at være den samtalepartner, som observerer og aktivt forstærker udviklingen?
Den norske pædagog og forsker Arne Trageton stiller disse spørgsmål. Svarene er hentet i børnehaver og vuggestuer, og selv om bogen er tænkt som, og kan anbefales til, lærebog i pædagoguddannelsens pædagogiske fag, er den aktuel til eftertanke og debat i børnehaveklasse og skolestart, hvor reklamer for legetøj og lærebøger vælter ind i en lind strøm, og hvor mange arbejder i helhedsskoleprojekter, som betyder ændret indhold og ændrede fysiske rammer og samarbejdsforhold.
Tragetons forskning viser vigtigheden af, at børn får mulighed for sensomotoriske erfaringer og inspireres til symbollege og kreativt skabende aktiviteter. De detaljerede iagttagelser af samspillet mellem børn og voksne analyseres, og der er forslag til ændring af praksis og konkrete ideer til indretning af gode rammer for leg.
Konstruktionslegens faser beskrives og belyses med eksempler på, hvordan børn leger med ler, sand, vand, byggeklodser og fleksible materialer i de forskellige aldersfaser fra nul til syv år. Man ser, hvordan hele personlighedsudviklingen, sprog, fin- og grovmotorik og den socioemotionelle udvikling og læring, følger med, når de rette betingelser og stimuli er til stede.
Den pædagogik, som beskrives, bygger på de teorier, som danner baggrund for tidens førskolepædagogik. Den er først og fremmest tilpasset børnene, men også den nordiske førskoletradition.
Både de teoretiske og praktisk-pædagogiske dele er logisk opbygget og grundigt beskrevet, men læsningen forstyrres af mange henvisninger til anden litteratur inde i teksten i de teoretiske afsnit. Illustrationerne, sort-hvide fotos, er ikke spændende og det er synd, for herlige ungers mimik og kropssprog, når de er opslugt af kreativ leg, kan fortælle lige så meget om legens kvalitet som mange ord.
Konstruktionsleg i børnehave og børnehaveklasse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.