"Lad mig slå fast uden tøven: De konservative agter ikke at rokke sig. Der skal være et langt stærkere fælles præg på den danske folkeskole. Lige nu er der ikke brug for en eksperimenterende skolepolitik. Der er brug for fællesskab og sammenhold", sagde de konservatives leder, Bendt Bendtsen, på weekendens landsråd, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
De konservative står altså fast på kravet om, at der skal være bindende læseplaner i skolen. Og det er i høj grad det krav, der har betydet, at forhandlingerne om et skoleforlig er gået i hårdknude. Kun Dansk Folkeparti bakker op om bindende læseplaner, mens Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og de radikale mener, at skolerne selv skal kunne tilrettelægge undervisningen. Læseplanerne er stadig den største forhindring mod det brede forlig, som undervisningsminister Ulla Tørnæs har fået til opgave at lave.
"Det Konservative Folkeparti er garant for, at vi får genskabt en fælles national folkeskole. Hellere et smalt forlig med et godt indhold end et bredt med et ringere indhold. Det skylder vi folkeskolen, og det skylder vi børnene og deres forældre", sagde den konservative skoleordfører, Helle Sjelle.
Konservative fastholder krav til skoleforlig
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.