Endnu et prisværdigt forsøg på at give mulighed for gode læseoplevelser for den del af befolkningen, der af den ene eller anden grund har svært ved at læse ubearbejdede tekster. I folkeskolesammenhæng gælder det ikke mindst de tosprogede elever, der er teknisk sikre læsere, men som går død i gammeldags sprog og begreber med bibetydninger, de ikke kender. Store elever med dansk som modersmål kan også have glæde af at kunne låne denne roman på skolebiblioteket, eventuelt med tilhørende lydbånd, selv om de gør et gevaldigt indhug i årsbudgettet.
Der er gode oversigter over personernes liv og forbindelse med hinanden, og bag i hver bog en god ordliste med forklaringer, både på svære ord og historiske begivenheder.
Sproget er altid det springende punkt i bearbejdede udgaver. Forulemper man originalværket ved at omskrive til nutidigt hverdagssprog? Døm selv om dette udsnit af en af romanens mest berømte passager: 'Kong Christiern fik Betalingen for sin Manddoms Arbejde nu; Stenene han havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens Kraft hævnede sig,' skriver Jensen.
'Kong Christian blev betalt for det, han havde gjort. De sten, han havde kastet mod himlen, begyndte at falde ned på hans hoved. Det hævnede sig, at han havde sat sin magt igennem.' Jeg synes ikke, at kraften går ud af teksten ved omskrivningen. Straks værre er det, at man helt har strøget sætningen 'Lillebælt var det Vand, Karon færger over'. Dermed trækker man fuldstændig tænderne ud af dramaet. Med henvisningen til den græske legende beskriver episoden en fyrste i eksistentiel krise. Uden den er det bare en mand, der er ude at sejle.
Kongens fald 1-3
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.