Der er en kløft mellem dem, der er inden for og dem, der er uden for folkeskolemiljøet, når der skal skabes respekt for lærerjobbet og dermed bedre rekruttering af studerende til landets læreruddannelser. Det stod klart efter mandagens konference om respekt for lærerjobbet på Læreruddannelsen i Skive.
Det ene hold var repræsenteret af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der mener, at kommunikation er afgørende. Han vil have de gode kræfter omkring folkeskolen til at spotte de af tidens værdier, der matcher lærerjobbet, og sørge for, at de unge fortæller hinanden, at seminariet er sjovt og at folkeskolen har stil.
"I skal fortælle de unge, at lærerjobbet er noget særligt, og at man som lærer har nogle evner, som ingen andre har. Hvis I fortsætter med at fortælle om alle problemerne, så går det lige så galt som med sygeplejerskerne, hvor ansøgertallene til uddannelsen er faldet meget mere drastisk end til lærerseminarierne."
Respekt for lærerprofessionen
På det andet hold var blandt andet næstformand i Danmarks Lærerforening, Stig Andersen. En af hans pointer er, at politikerne skal respektere lærerprofessionen.
"I Finland lyder meldingen, at der ikke er nogen skolepolitisk debat, fordi politikerne erkender, at det er lærere og skoleledere, der har forstand på undervisning. Det må egentligt være lidt kedeligt, men det må ikke være de hurtige politiske markeringer, der afgør, hvor skolen bevæger sig hen, men hvad vi ved forskningsmæssigt. Der er ingen tvivl om, at de tiltag vi har set i de senere år med nationale test, elevplaner og kvalitetsrapporter, sender signaler om kontrol og styring, som ikke gør lærerjobbet mere attraktivt".
Stig Andersen mener, at nedgangen i søgningen til læreruddannelsen hænger sammen med den politiske styring med et taxametersystem, der betyder, at man får penge, efter hvor mange der afslutter en uddannelse.
"Det gør det svært at drive læreruddannelse specielt i mere tyndt befolkede egen af landet. Derfor er det efter min opfattelse rent ansvarsforflygtigelse, når Bertel Haarder overlader det til professionshøjskolerne at finde ud af, hvad der skal ske med uddannelserne de forskellige steder".
Der skal skabes både politisk og økonomisk ro om læreruddannelserne, og uddannelsen skal vare længere, fordi der i dag stilles større krav til lærere, mener DLF-næstformanden.
Hvor ligger Nakskov?
Næstformand i Skolelederne Claus Hjortdal langede kraftigt ud efter alliancen mellem hurtige medier og politikere, der ønsker at vise handlekraft.
"Min yndlingshistorie handler om dengang, da Politiken bragte historien om, at elever i 9. klasse ikke vidste, hvor Nakskov ligger henne. Konsekvensen blev, at vi fik en mundtlig eksamen. Det er et fantastisk eksempel. Hvem var det, der fandt ud af, at svaret var, at eleverne skulle eksamineres i det, de ikke vidste? Hvorfor spurgte man ikke sig selv undervejs, hvad er det, de har brug for i fremtiden? Ham vi har derhjemme, der går i 9. klasse, vil i løbet af et splitsekund finde en masse relevante oplysninger om Nakskov på nettet. Den viden er mere relevant end udenadslære fra en for længst svunden tid".
Undervisningsminister Bertel Haarder er vist ikke med på nogen af holdene, men noget tyder på, at han har forstået, at politikerne har et ansvar, når der skal skabes respekt.
I alt fald forsømmer han efter eget udsagn ikke nogen lejlighed til at rose lærere for, at eleverne i dag læser lige så godt i 3. klasse, som de for få år siden gjorde i 4. klasse.
"Det viser, at indsatsen har virket og at der er grund til at give de lærere, der har været på efteruddannelse eller som bare har taget fat, et klap på skulderen. Vi skal have fokus på fremskridtene og anerkende, at lærerne er eksperter i deres fag."
Konferencen var arrangeret af Skolelederne og lærerkredsene i Thy-Mors, Skive og Viborg-området.
Konference: Lærerfaget har brug for image og politisk respekt
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.