Kommunikationskultur er det, som alle vi omsorgspersoner går rundt i hver eneste dag, når vi arbejder med børn, unge og deres forældre. Og nærværende bog om emnet er virkelig god at blive klog på, ikke mindst fordi den relaterer sig til pædagogers (og læreres) hverdagspraksis på både teoretisk og praktisk niveau. Pointen er, at samtaler i det pædagogiske arbejde aldrig må blive rutineprægede og lette, men til stadighed må involvere pædagogens samlede opmærksomhedsfelt. Pædagogen må oparbejde kulturel opmærksomhed på og bevidsthed om kommunikationskultur.
Vi er nemlig alle kulturbærere, fordi kommunikation foregår i kulturer, repræsenterer kulturer - og ikke mindst må vi have en kommunikationskultur med fokus på relationer og interaktioner. Vi er aldrig neutrale, når vi kommunikerer, og som professionel omsorgsperson skal man passe på med at bruge sin definitionsmagt og passe på, at man ikke kommunikerer i for trange mønstre, hvor der ikke er plads til den anden - barnet, den unge eller forældrene. For bogen bygger nemlig på det systemiske menneskesyn, der ser udvikling ud fra menneskets egne kræfter og resurser, og som kan realiseres gennem kommunikation.
Bogen er skrevet som et bidrag til den nye pædagoguddannelse, men henvender sig til medarbejdere i alle professioner, der har mennesker som deres genstandsfelt - altså også lærere. Jeg har i alt fald selv noteret flittigt til eget hjemmeforbrug, mens jeg læste. Så jeg tror, at alle, der har kontakt med andre, vil kunne finde noget interessant i denne meget velskrevne bog.
Kommunikationskultur
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.