Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Kommunikationscentre skærer ned på stribe

Overgangen til ren takstfinansiering koster de tre kommunikationscentre omkring hovedstaden så store tab, at de må skære stillinger væk. Centret i Søborg har netop fyret ni medarbejdere. En dødsspiral er sat i gang, frygter forstanderen.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
21. november 2008, kl. 10:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Ud over de ni medarbejdere på Center for Syn og Kommunikation i Søborg står THI Kompetencecenter i Gentofte for at skulle lukke sin børneafdeling med 42 ansatte, fordi kommunerne ikke henviser børn til afdelingen i tilstrækkelig grad. Også voksenafdelingen mangler kunder i butikken. Det samme er tilfældet i Hillerød, hvor Kommunikationscentret siden slutningen af 2007 har skåret 10,5 audiologopæder og et par administrative stillinger væk ved naturlig afgang.

Elevtallet faldet med 16 procent

I 2007 betalte kommunerne i Region Hovedstaden et fast beløb pr. indbygger til centrene, men siden 1. januar har de alene kunnet få penge i kassen gennem faste takster på de opgaver, de løser.

"Vi har haft et fald i elevtallet på 16 procent, blandt andet fordi alt lå stille under sygeplejerskernes strejke i foråret. Samtidig har overgangen fra abonnementsordning til takstfinansiering givet både os og kommunerne sved på panden, fordi takstordningen først blev vedtaget 7. november 2007 og skulle træde i kraft allerede 1. januar i år", siger forstander Agnete Selvejer fra Kommunikationscentret i Hillerød.

Centret er også presset, fordi private udbydere af høreapparater annoncerer kraftigt.

"Det har også indflydelse, at vi ikke længere selv har kompetencen til at visitere borgere til kompenserende specialundervisning. Den ligger nu hos kommunerne. Derfor kan vi ikke længere bede en bruger komme til opfølgning et halvt år senere, så vi kan se, om alt kører, som det skal, for eksempel med et høreapparat", siger Agnete Selvejer, der er gået fra 84 til 70 medarbejdere.

Det går ud over borgerne

Med ni afskedigelser er forstander Kristian Mainz fra Center for Syn og Kommunikation i Søborg nu nede på 45 ansatte.

"Der er grupper af borgere, vi ikke servicerer længere. Det drejer sig primært om hørehæmmede og døvblevne, som med støtte og de rette hjælpemidler kunne beholde deres job eller få et nyt", siger Kristian Mainz.

Tidligere arbejdede centret sammen med handicapkonsulenter fra Arbejdsformidlingen (AF), men de forsvandt, da AF blev ændret til kommunale jobcentre. Derfor får kommunikationscentret ikke længere henvist borgere med for eksempel svær tinnitus.

"Jeg ved ikke, om jobcentrene har fundet andre leverandører, men jeg har ikke hørt om det. Det er ellers en god investering at hjælpe mennesker med hjælpemidler og relevant rådgivning, både for dem selv og for samfundet. Men efter at jobcentrene er blevet kommunale, er det blevet svært at få skabt det nødvendige samarbejde om mennesker med funktionsnedsættelser", siger Kristian Mainz.

Fagligheden står på spil

Uden den nødvendige faglige viden om, hvad der skal til af kompenserende specialundervisning, er det ikke muligt at få de rigtige løsninger på plads, mener Kristian Mainz.

"Jeg er bange for, at vi er inde i en dødsspiral, hvis vi ikke finder en anden finansieringsmodel. Området er vanskeligt at drive på takstfinansiering alene. De store transaktionsomkostninger flytter indsatsen væk fra kerneydelsen over til administrative opgaver".

En anden finansieringsmodel er nødvendig, mener han.

"Andre steder i landet kører kommunerne fortsat med en abonnementsaftale, så institutionerne ved, hvad de har at sigte efter, mens det hos os er forholdsvis uforpligtende for kommunerne, om de vil bruge os eller ej", siger Kristian Mainz.

I Hillerød glæder Agnete Selvejer sig til at komme i gang med 2009.

"Så kan vi sammenligne udviklingen fra 2008 til 2009. Vi kan ikke holde 2008 op mod 2007, fordi vi har kørt på to vidt forskellige finansieringsordninger", siger forstanderen.

Det er heller ikke hendes indtryk, at efterspørgslen på kompenserende undervisning er faldet, fordi kommunerne nu selv løser opgaven.

"Mig bekendt er der ingen kommuner, der hjemtager opgaven, og de audiologopæder, vi har sagt farvel til, er enten blevet ansat i private høreapparatfirmaer, har etableret deres egen specialpædagogiske virksomhed eller er gået på pension. Kun én er begyndt i en tilsvarende stilling på en anden institution, men det var i begyndelsen af året, da der stadig var optimisme at spore", siger Agnete Selvejer.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Kommunikationscentre skærer ned på stribe

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS