Ud fra indberetninger fra skolerne og registerdata har Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, Krevi, undersøgt, hvilke børn der bliver henvist til ekskluderende specialundervisning, og i hvilket omfang der er forskel på kommunernes henvisningspraksis og økonomiske styringstilgang. Det sker for at levere styringsinformation til kommunale beslutningstagere.
Analysen viser, at en mindre andel af eleverne går i specialklasse eller -skole i kommuner, hvor den henvisende skole skal betale hele eller en væsentlig del af udgiften til specialundervisningen, end i kommuner, hvor en central pulje betaler den overvejende del af udgiften.
Privatskolerne spiller også ind
Det spiller også ind, hvor mange elever der går i privatskole. I kommuner, hvor en stor andel af eleverne går i privatskole, får en større andel af de tilbageværende elever i folkeskolen ekskluderende specialundervisning.
Sandsynligheden for at modtage ekskluderende specialundervisning påvirkes derimod ikke af kommunens økonomiske råderum.
"Vi kan heller ikke finde belæg for, at elever i kommuner med gennemsnitligt store skoler og klasser har en anden sandsynlighed for at modtage ekskluderende specialundervisning end elever i kommuner med gennemsnitligt mindre skoler og klasser. Vi kan dog ikke på baggrund af analysen sige noget om, hvorvidt store skoler henviser mere eller mindre til ekskluderende specialundervisning end små skoler. Det vil vi undersøge i en særskilt analyse", fortæller konsulent Søren Teglgaard Jakobsen fra Krevi.
Stor forskel i den kommunale henvisningsfrekvens
Der er stor forskel på, hvor mange elever de forskellige kommuner henviser til specialklasser og -skoler. Frekvensen svinger mellem 2,5 og 10,5 procent, hvis der ses bort fra små ø-kommuner. I 2009 havde Billund og Gentofte Kommuner færrest ekskluderede specialundervisningselever med henholdsvis 2,5 og 2,9 procent af deres elever. Brøndby og Kalundborg havde med henholdsvis 10,3 og 10,5 procent flest.
"Når vi tager højde for de forskellige rammebetingelser, viser det sig, at nogle kommuner henviser op til 2,5 procentpoint flere børn, end man umiddelbart skulle forvente, mens andre henviser op til 3,1 procentpoint færre end forventet. Der er med andre ord væsentlige forskelle i kommunernes henvisningspraksis, selv efter korrektion for rammebetingelser", siger Søren Teglgaard Jakobsen.
Forskellen i henvisningsfrekvensen kan blandt andet forklares med, hvilken økonomisk styringsmodel kommunerne anvender.
"Vil man have tilgangen til den ekskluderende specialundervisning nedbragt, skal man overføre en væsentlig del af finansieringsansvaret til den henvisende skole. Men et decentralt finansieringsansvar kan føre til utilsigtede økonomiske uligheder mellem skolerne, med mindre man i resursetildelingen tager højde for fordelingen af de elever, der er størst sandsynlighed for vil få ekskluderende specialundervisning", siger konsulenten.
Læs rapporten fra Krevi via dette link: https://krevi.dk/publikationer/rapporter/ekskluderende-specialundervisning-hvem-faar-det-og-hvilke-forskelle-er-der--2
Kommuner slipper billigere ved at lade skoler få ansvaret for specialundervisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.