En lang række kommuner arbejder allerede for fuld tryk med at skabe øget inklusion i skoler og institutioner. Nu giver Ministeriet for Børn og Undervisning i samarbejde med Social- og Integrationsministeriet 20 kommuner muligheden for at få en hjælpende hånd i processen.
Over de næste fire år er der afsat 60 millioner til et nationalt rådgivningsteam, som skal vejlede 20 kommuner til, hvordan de kan skaber bedre rammer for inklusion.
Fra i dag kan kommunerne så søge om muligheden for at indgå et forpligtende samarbejde med rådgivningsteamet. Samarbejdet kan vare op til tre år og skræddersys til den enkelte kommunes situation og behov.
Antorini: Hjælp til svær omstilling Børne- og undervisningsminister Christine Antorini påpeger, at rådgivningsteamet skal hjælpe de udvalgte kommuner med at omstille sig i forhold til den måde, de organiserer børne- og ungeområdet på i dag.
"Det er en svær opgave, og den skal det nye rådgivningsteam hjælpe kommunerne med at løfte i deres konkrete situation. Målet er et fagligt løft for alle, og at flere børn og unge bliver en del af fællesskabet - samtidig med at forældrene kan føle sig trygge i den proces," siger hun.
Rådgivningsteamet skal blandt andet støtte kommunerne i at opstille klare mål og værdier for omstillingen og sikre en fælles forståelse af den pædagogiske indsats, samt at kommunerne arbejder strategisk med kompetenceudvikling. Rådgivningsteamet skal desuden hjælpe kommunerne med at følge op på omstillingen til øget inklusion.
Rådgivningsteamet vil bestå af cirka 12 konsulenter og bliver etableret under Ministeriet for Børn og Undervisning. Teamet vil fungere fra august 2012 og løber frem til udgangen af 2015. Udover det forpligtende samarbejde med 20 kommuner, vil rådgivningsteamet give telefonisk rådgivning til alle interesserede kommuner. Læs mere om rådgivningsteamet og muligheden for at blive samarbejdskommune på www.uvm.dk/inklusion.
Kommuner kan nu søge hjælp til inklusion
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.