Holstebro Lærerkreds foreslog for et stykke tid siden kommunen at man gik sammen om at undersøge, hvorfor antallet af langtidssygemeldte lærere med stress er kraftigt stigende. Nu har kommunen svaret, at man ikke vil være med, fordi undersøgelsen skal foregå anonymt.
"Folk må stå ved det, hvis de fortæller, at der er problemer med stress eller noget andet. Der bliver også sat navn på en arbejdspladsvurdering", siger leder af kommunens folkeskoleafsnit Arvid Lisbjerg til Dagbladet Holstebro-Struer.
Formanden for Holstebro Lærerkreds Torben Voss forstår ikke begrundelsen.
"En stressundersøgelse dur kun, hvis man kan garantere folk, at de kan være anonyme", siger han.
Kommunen begrunder også sit afslag med, at man ikke kan se, hvor der konkret skal sættes ind, når man ikke ved, hvem der svarer hvad.
Det argument køber Torben Voss ikke:
"Vi har fortalt kommunen, at svarene er forsynet med numre, så man kan se hvilken skole, de kommer fra. På den måde kan man nemt finde ud af, hvor der er behov for en indsats", siger han.
Lærerformanden har en formodning om, at kommunens afslag skal ses i sammenhæng med, at det vil forpligte at være initiativtager til en undersøgelse af den art.
23 lærere i Holstebro Kommune var i 2006 langtidssygemeldte på grund af stress og andre psykiske problemer.
Laurits Lynge, der er chef for det kontor i Danmarks Lærerforening, der beskræftiger sig med lærernes pyskiske arbejdsmiljø, er enig med kredsformanden:
"Det er et helt unødvendigt forlangende, som kommunen kommer med. Det er ikke almindeligt, at man i den slags undersøgelser beder om folks navne. Svarene kan jo være personlige, selvom det har noget med arbejde at gøre", siger kontorchefen.
Vil man i anden omgang vide noget mere dybdegående, kan man ifølge Laurits Lynge efterlyse nogen blandt deltagerne, der vil være med til uddybende interview.
Kommune kræver navne på stressundersøgelse
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.