Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Kommune giver skolelederne mundkurv på

I en instruks til lederne i kommunen skriver kommunaldirektøren i Odder direkte, at de ikke må udtale sig imod de besparelser, byrådet har vedtaget. Forbuddet gælder også lederne som privatpersoner. Han knægter deres ytringsfrihed, fastslår ekspert.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
21. april 2010, kl. 17:04

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Odder Kommune skal spare 90 millioner kroner. Det er ledernes opgave at gennemføre besparelserne, og derfor må de ikke udtale sig imod dem, ræsonnerer kommunaldirektør Jesper Hjort.

"Hvis de udtaler sig imod besparelserne, svækker de i meget høj grad deres mulighed for at gennemføre dem", siger Jesper Hjort, der i instruksen skriver, at byrådet fastlægger ledernes standpunkt:

"Dette gælder uanset, om lederen udtaler sig som repræsentant for kommunen eller som privatperson. Hvis lederen udtaler sig som repræsentant for kommunen, skal han/hun således udtale sig for at fremme byrådets intentioner og beslutninger. Derfor kan lederen heller ikke som privatperson udtale sig imod besparelserne - det vil være ledelsessvigt, da opgaven er at gennemføre dem", lyder hans befaling.

Usædvanligt med så direkte en formulering

Det er før set, at en kommune forsøger at indskrænke ledernes ytringsfrihed, men det er usædvanligt, at det formuleres så direkte som i Odder, siger Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen i Århus. Han er ekspert i offentlighed i forvaltningen.

"Kommunerne plejer at pakke det ind, men i Odder får lederne skåret ud i pap, at de gerne må rose, men ikke udtale kritik. Kommunaldirektører og skoledirektører har begrænset ytringsfrihed som privatpersoner, fordi de arbejder tæt sammen med politikerne. I Odder har man strakt det ud til at omfatte institutionslederne. Det er i strid med principperne om ytringsfrihed", siger Oluf Jørgensen.

Som udgangspunkt kan en skoleleder udtale sig på skolens vegne, også i offentligheden.

"Det kan kommunen vælge at regulere, som det er sket i Odder. Men den kan ikke nægte skolelederne at udtale sig som privatpersoner", understreger Oluf Jørgensen.

Skolelederne er i deres gode ret til at benytte sig af deres ytringsfrihed, mener Jesper Hjort over for folkeskolen.dk. Men så forsømmer de sig imod den bedste mulighed for at udføre deres lederjob i den aktuelle situation.

"Ytringsfriheden ændrer ikke på, at vi kan kræve deres loyalitet", siger Jesper Hjort, der ikke har taget stilling til, hvilke sanktioner skolelederne kan vente, hvis de prioriterer deres ytringsfrihed.

"Der vil formentlig ikke være nogen, men de får en dårlig karakter hos mig. De kan ikke tillade sig at tale med to tunger", siger Jesper Hjort.

Mundkurven virker - skolelederne tier stille

Man kan godt have en professionel indstilling til sit arbejde og samtidig være i stand til at have et synspunkt om de politiske beslutninger, der ligger bag, mener Oluf Jørgensen. Men det tror Jesper Hjort ikke på.

"Det vil være ødelæggende for det arbejde, kommunen køber lederne til at udføre, hvis de udtaler sig imod besparelserne", siger han og tilføjer, at lederne har rig lejlighed til at præsentere deres ideer over for direktionen hver eneste dag.

Bent Eriksen, formand for Skanderborg-Odder Lærerkreds, kalder det skørt at lukke munden på de mennesker, der kender skolerne allerbedst.

"Skolelederne ved, hvor der kan spares, og hvor grænserne går for, hvor der kan spares. Men de har fået at vide, at man kun vil høre på dem, hvis de har bedre forslag end kommunen. Ellers skal de klappe i", siger Bent Eriksen.

Den attitude fremmer ikke engagementet hos hverken ledere eller medarbejderne, mener han.

"Mundkurven har afstedkommet, at ingen skoleledere deltager i debatten om besparelserne. Vi ville ellers få en mere kvalificeret debat, hvis de deltog. Hver femte lærerstilling bliver nedlagt, og politikerne forsøger at bilde folk ind, at de tilbageværende lærere bare kan undervise noget mere. Så i stedet for at forholde sig til, hvad en besparelse på 17 millioner på skoleområdet betyder for timetallet og undervisningen, diskuterer man skolelukninger", siger Bent Eriksen.

Skolelederne overvejer en fælles udtalelse

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Keld Rask, der er formand for Skolelederforeningen i Odder.

Men bestyrelsesmedlem Anders Stenkilde oplyser, at skolelederne skal drøfte, om de skal lave en fælles udtalelse om kommunaldirektørens instruks, når de mødes til generalforsamling i deres forening på torsdag. Ellers ønsker han ikke at udtale sig.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Kommune giver skolelederne mundkurv på

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS