KOMMENTAR: Sundhed er både statens og den enkeltes ansvar

"..what the healthiest societies have in common is not that they have more-more income, more education, or more wealth-but that what they have is more equitably shared" professor Richard Wilkinsons.

Torsdag aften så jeg Debatten på DR 2 - et program, der kan anbefales. Dagens titel var "Er sundhedstyranniet gået for langt?". Med udgangspunkt i, at S og SF fremsatte sundhedsforslag om eksempelvis solarieforbud for børn under 16, parfumeforbud for pædagoger og advarselsmærker på fed mad, diskuterede politikere og debattører sundhedspolitikken i dagens Danmark.

Interessant at DR har valgt at kalde udsendelsen "Er sundhedstyranniet gået for lang?" Heri ligger den underliggende fortolkning, at tyranni i en vis udstrækning er i orden, men kan gå for langt!

Tyranni betyder ifølge Den Danske Ordbog "urimelig eller hensynsløs behandling af andre for at tvinge sin egen vilje igennem", så grundlæggende er tyranni ikke i orden.

En af grundpillerne i et demokratisk samfund er, at fællesskabet via demokratiske beslutninger i en vis udstrækning kan opsætte bestemmelser over for den enkelte. Derfor vil alle former for love og regler i en eller anden udstrækning altid kunne opleves som begrænsende den enkeltes autonomi. Er det tyranni, ønsker jeg ikke at kende alternativet. Demokratiske beslutninger, og dermed at jeg i en eller anden udstrækning skal tage hensyn til og tilpasse mig os, er prisen for fællesskabet. Det kan vel selv det mest liberale parti såvel som Dansk Folkeparti støtte op omkring. Jeg synes da nok vi i dag lever i et samfund, hvor vi blandt andet i forhold til vores nydanskere påpeger, hvilke regler de skal rette sig ind efter - hvorfor skulle det så være så farligt også at sætte regler over for andre danskere og deres adfærd omkring eksempelvis sundhed?

Hvor meget skal samfundet blande sig?

Debatten på DR 2 handlede om, i hvilken udstrækning sundhed er et frit valg, og om hvordan, hvornår og hvor meget samfundet skal og kan blande sig i (alternativt formleret støtte borgeren i) at træffe hensigtsmæssige valg set i forhold til egen sundhed.

"Skal sundhedspolitikken baseres på fascisme eller sund fornuft? Er borgeren herre over sit eget liv? Hvornår vedkommer min sundhed andre? Kan borgeren sætte sig ind i mulige konsekvenser af sine valg, og er borgeren i stand til at opveje risici og gevinster ved eksempelvis rygning eller inaktivitet? I hvilken grad dæmoniserer, ekskluderer og stigmatiserer samfundet forskellige befolkningsgrupper via sundhedsoplysning? Hvad skal der lovgives om og virker oplysning?"

Som formidler af sundhed er dette en væsentlig debat at følge med i. Offentligt ansatte sundhedsformidlere vil til en hver tid i en vis udstrækning være forvaltere af den gældende sundhedspolitik og dermed være med til at føre de bagvedliggende værdier ud i livet. Heri også det menneskesyn og den eksisterende antagelse om forholdet imellem stat og borger.

Forbud er ikke liberal tankegang

Forebyggelseskommissionens rapport har et primært fokus på den individuelle borgers livsstil og i mere begrænset omfang for de strukturelle betingelser, borgerne har for deres livsstil. Dog sagde formanden for kommissionen i maj 2009, at "hvis regeringen vil gøre den sygeste del af befolkningen mere raske, skal den gøre op med sin egen politik på sundheds- og forebyggelsesområdet", "tanken om, at sundhed er folks eget ansvar, der kan hjælpes af frivillighedens vej, skal erstattes af forbud, afgifter og langt mere »blanden sig« i folks liv. Det er prisen, hvis politikerne ønsker at hjælpe de svageste" (Berlingske Tidende 1.5.2009).

Dette med at blande sig i folks liv, at sætte den sundhedspolitiske dagsorden ved hjælp af eksempelvis forbud og afgifter, svinger dog ikke med den borgerlige regerings eksplicitte italesættelse af liberal politik og kommer også nemt i konflikt med tankerne omkring det fri marked og erhvervsstøtte. Derfor har regeringen fravalgt at fokusere på de strukturelle betingelser i deres forebyggelsespolitik.

Tilgangen i dansk sundhedspolitik er derfor, som jeg ser det, at den enkelte borger bare "må tage sig sammen - nu har vi sagt det, du er informeret nu skal du bare træffe de rigtige valg". Ansvaret for sundhed er således lagt hos den enkelte borger.

Staten som barnepiger for befolkningen

Dette perspektiv fremføres da også af flere af debattørerne i aftenens udsendelse. Sundhedsministeren er imod forbud og for oplysning - hvilken nyhed! Leif Davidsen argumenterer mod en "nanny-stat", hvor folketing og samfund agerer som barnepiger for befolkningen, og Rygerforeningens formand frasiger sig Statens indgriben i hans personlige frihed. Han har, som han selv siger, opvejet risici og gevinst ved at ryge og har på et oplyst plan truffet sit valg. Jeg kan som en del af hans omkringliggende samfund tænke, hvordan vi skal reagere, hvis eller når han bliver syg af sit valg, når eller hvis han får brug for organdonation? Skal vi til borgere som ham indføre dokumenter som "mit næstsidste vilje" hvor han, mens han er rask, skriver, hvilken pleje han kan nøjes med, når eller hvis han får KOL eller lungekræft, nøjes med set i lyset af hans bevidste og usunde valg? Er det et samfund han og jeg vil leve i?

Som læge på Lægernes Testcenter Claus Hyldahl siger i udsendelsen, prioriterer vi danskernes sundhedsbudget til at holde syge mennesker i live længere, ikke til forebyggelse og opretholdelse af sundhed. Vi har skabt os et reparationssamfund. Interessant i denne sammenhæng synes jeg også det er, at vi ved sidste regeringsrokade mistede vores Sundheds- og forebyggelsesministerium og i dag må "overleve" med et Indenrigs- og sundhedsministerium, som vel egentlig burde hedde et Indenrigs- og sygdomsministeriet?

Staten lader borgerne i stikken

Statens Institut for Folkesundhed har dokumenteret, at sundhed og sygelighed slår igennem som en social arv i befolkningen. Så at overlade borgernes sundhed til en tro på den personlige viljestyrke er at lade borgerne og dermed også fremtidens velfærdssamfund i stikken.

Ca 1/3 af danskerne vurderer da også, at man har krav på hjælp fra det offentlige til at leve sundt (Serpa, Lene et al (2008): "Fremtidens forebyggelse - ifølge danskerne." Huset Mandag Morgen og Trygfonden).

Interessant er den megen fokus på de faktorer, der bevirker, at man lever kortere og har det ringere, mens man lever. Samfundsdebatten inklusive debattørerne i programmet taler meget om de incitamenter, det være sig restriktioner, oplysning eller beskatning, der skal begrænse de faktorer, der forårsager forringet livskvalitet. Flere år er blevet lig med bedre livskvalitet, hvor der efter min opfattelse også burde fokuseres på at flere år giver mulighed for bedre og længere livskvalitet. Vi lever jo også i en tid, hvor eutanisme jævnligt er på den politiske dagsorden, ofte forårsaget af borgere, der ikke ønsker at være her mere grundet deres ringe livskvalitet ved alvorlig sygdom.

Jeg vil gerne et Danmark, hvor vi i højere grad som samfund forebygger frem for reparerer, men også et samfund hvor vi ser på de livsforlængende faktorer. Når det bliver endnu mere værd at være her, tror jeg også, at vi som mennesker har øget vores incitament til at ændre adfærd.

Man lever længere med venner

Vennerelationer er en af disse livsforlængende faktorer Det har såvel australske som amerikanske undersøgelser belyst. Ældre med venner lever længere, brystkræftpatienter med netværk har lavere dødelighed. Måske fremtidens forebyggende indsats for sundhedsformidlere er at støtte borgeren i at skabe netværk og venneforhold, at gøre livet endnu mere meningsfuldt og endnu mere betydningsfuldt, for alle sociale lag i samfundet. Måske vi skal gøre vennetjenester og sociale sammenkomster skattefri for at fremme sundheden? (- se det er sgu da innovativ sundhedsfremme, men måske ikke så seriøst!)

I en effektiv indsats skal vi fokusere på såvel borgerens eget ansvar som på statens og markedets ansvar (CSR). Vi skal eliminere de faktorer, der forkorter livet, og vi skal fremme de faktorer, der beriger og forlænger det.

".. how can inequality be reduced? The most important issue is political will." (Wilkinson 2005).

Hermed en opfordring til at tænke politisk og socialt ansvarligt, når vi sundhedsformidler - og en opfordring til at prioritere og dyrke din vennekreds.

Tak til min vennekreds for inspiration til denne kommentar.

Ulla Pilehøj skriver kommentarer til ernaeringogsundhed.dk. Hun er ernærings- og husholdningsøkonom og studieplanlægger for Akademiuddannelsen i Sundhed på Sosu C.