Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

KOMMENTAR: Snack indgår i sociale rammer, som kan ændres

KOMMENTAR. Nogle børn spiser ofte slik, chips og sodavand i hjemmet, mens det for andre er forbundet med særlige lejligheder, erfarer sundhedschef og ph.d. Ida Husby. Men mellemmåltidernes indhold og sociale relationer står til at ændre.

Foto: Privatfoto
Ida Husby
Start debatten
10. marts 2009, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Fødevaresociologer har i årtier peget på, at folk tillægger forskellige betydninger i deres valg af mad og måltider. Begrebet 'et ordentligt måltid', som blev afdækket i England for mange år siden, omfatter således både maden og de sociale relationer omkring spisningen. I et studie med det udgangspunkt om danske børns oplevelse af deres mad og måltider fandt jeg, at børn med sundere kostvaner oplever, at usunde fødevarer hører til særlige anledninger, og at det usunde skal spises sammen med familien eller andre.

Alle kommentarer på ernaeringogsundhed.dk

I et kvalitativt forskningsprojekt ønskede jeg at afdække, om der var forskelle i forhold til, hvordan 10-11-årige danske børn med henholdsvis sundere og mindre sunde kostvaner oplever deres mad og måltider. I en kostundersøgelse identificerede jeg sammen med to andre forskere to grupper børn med henholdsvis sundere og mindre sunde kostvaner. Børnene fik et engangskamera og blev bedt om i løbet af en uge at fotografere deres mad og måltider. Børnene fotograferede således både maden, men også rammerne for måltidet. Om de spiste alene, ved computeren, sammen med venner og familie eller ved særlige lejligheder som fødselsdage og landskamp i TV. Fotografierne dannede udgangspunkt for interviews, hvor børnene viste fotografierne og fortalte, hvordan de oplevede de konkrete situationer på fotografierne.

Slik ved særlige lejligheder eller også i hverdagen?

Der var mange ligheder blandt de to grupper børn. De spiste morgenmad, fik noget (typisk frugt) midt på formiddagen, frokost, noget om eftermiddagen og aftensmad sammen med familien. Det var forældrene, der sørgede for madpakker og den anden mad. Forældrene sørgede også for, at der var slik og sodavand, når de skulle have det. Alle børnene kunne berette om, hvordan de spurgte forældrene lov om at tage mad og drikke, og der var i alle børnenes familier regler i forhold til, hvornår man spiser hvad. F.eks. måtte de ikke spise noget lige inden aftensmaden.

Der var også forskelle mellem de to grupper børn. Børnenes beretninger om mellemmåltiderne, eller den mad de spiste mellem hovedmåltiderne, illustrerede, at børn med sundere kostvaner spiste ernæringsmæssigt mindre lødige fødevarer som slik, sodavand og chips, når de var sammen med familie eller venner, og når der var en særlig anledning. Børnene beskrev strukturelle aspekter af de sociale relationer og dermed hvem, hvor mange og hvilke forbindelser, der var mellem deltagerne ved måltiderne. Derudover beskrev børnene de funktionelle aspekter ved de sociale relationer samt af indholdet af den sociale relation f.eks. betydningen ved at spise sammen og hygge sig. Som en dreng fortalte, så fik de slik og sodavand, når hele familien var samlet om et særligt fjernsynsprogram og ikke kun en serie. En anden dreng fortalte, at de fik slik, fordi de sammen skulle se en landskamp i Tv.

Børnene med mindre sunde kostvaner beskrev, hvordan de også spiste slik og andre usunde fødevarer, når de var alene og uden særlige anledninger. De havde fotograferet slik ved siden af Pc-en, på værelset, og de fortalte, at deres forældre sørgede for, at der var slik tilgængeligt, og at de spiste det alene, når de havde lyst.

Mellemmåltider med særlig social betydning

Kobling mellem særlige fødevarer og særlige sociale situationer, som børnene med sundere kostvaner kunne berette om, synes at skabe robuste kostvaner, hvor indtag af de mindre sunde levnedsmidler fastholdes på et lavere niveau.

I den sociologiske og antropologiske måltidsforskning, som for eksempel Douglas & Nicod (1974), Murcott (2000), Mäkela (2000) og Holm (2001), karakteriseres måltider ud fra, om de har en særlig struktur eller sammensætning af maden og en særlig struktur af de sociale relationer ved måltider. Mens hovedmåltider betegnes som strukturerede (og svære at ændre), betragtes snack eller mellemmåltider i litteraturen som ustrukturerede og i høj grad individualiserede spisesituationer. Men nogle mellemmåltider, såkaldte 'drinks', kan både være individuelle og sociale events.

Vores studie illustrerer, at mellemmåltiderne er vigtige i relation til at fremme sunde kostvaner. Det viser derudover, at den sociale kontekst for spisning af mellemmåltider må i fokus. Det er ikke nok at sige, at børnene skal spise et æble eller lade være med at drikke en sodavand. Der må også skabes mellemmåltider eller spise-events med særlige sociale betydninger og et socialt fællesskab. Der vil dog her være en risiko for at fremme særlige sociale normer, som tilhører bestemte sociale grupper. De sociale relationer og sociale anledninger må defineres af dem, de vedrører.

Voksne skal skabe sociale rammer for spisning

Vi fandt endvidere, at børnene kunne fortælle om kontrol og regler om deres mad og måltider. Børnene oplevede for eksempel, at det var deres forældre, der kontrollerede og tilvejebragte både sunde og usunde fødevarer og bestemte, hvornår hvad måtte spises. Selvom børnene ikke havde deltaget i udviklingen af regler, accepterede børn fra begge grupper deres families regler. Dette stemmer også overens med anden forskning, som viser, at forældrene har en væsentlig rolle i udviklingen af børns kostvaner. Forældre og andre voksne har en opgave med, eventuelt i samarbejde med børnene, at skabe sociale rammer for spisning.

Sociologiske studier som dette om børns oplevelser af deres mad og måltider kan bidrage med at afdække, hvordan mad og måltider forstås, og dermed skabe grundlag for, hvordan konkrete forandringsstrategier kan udvikles.

Ida Husby er sundhedschef i FDB, Master in Public Health og ph.d. Sammen med Berit L. Heitmann og Katherine O'Doherty Jensen står hun bag studiet om børns oplevelse af deres mad og måltider. De beskriver studiet i artiklen "Meals and snacks from the child's perspective: the contribution of qualitative methods to the development of dietary interventions", Public Health Nutrition, august 2008.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

KOMMENTAR: Snack indgår i sociale rammer, som kan ændres

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS