KOMMENTAR: Madordning – jordforbindelse eller spildte millioner?

I Københavns Madhus er vi sikre på, at en fælles madordning i landets daginstitutioner er vejen frem, hvis vi skal genetablere den opvoksende generations jordforbindelse. Men måltider i daginstitutionerne skal også ses som en investering i mere maddannelse og bedre sundhed.

Nu skal forældrebestyrelserne i alle landets børnehaver imidlertid tage stilling til, om den fælles madordning er noget de vil. Dette kan mange steder udvikle sig til noget af en diplomatisk udfordring med risiko for mange interne konflikter i forældregruppen og mellem personale og forældrene. Samtidig sidder Københavns Kommune og tripper nervøst for, om de mange millioner, der er investeret i madordningen, nu er spildt.

I Den Grønne Kastanje, en helt almindelig integreret daginstitution i det indre København, laver Johan mad til både vuggestuen og børnehaven. Det har han gjort igennem det sidste års tid til glæde for alle børnene og deres forældre. Forude venter et helt nyt køkken, og en enig forældrebestyrelse har netop besluttet, at Johan endelig skal fortsætte det gode arbejde og lave god, hjemmelavet og økologisk mad til deres børn. Så simpelt er det gudskelov mange steder i København, men ikke alle steder. Og i resten af landet er det bestemt ikke tilfældet.

Farvel til madpakken

For et lille års tid siden skrev jeg her på ernaeringogsundhed.dk kommentaren "Farvel til madpakken - goddag til fællesskabets måltider". Den handlede om den pludselige, og for mig komplet uforståelige, romantiseren af madpakken. Dette er vi heldigvis kommet forbi, og siden dengang er der løbet meget vand i åen. Men den fælles madordning løber fortsat ind i nye forhindringer.

Madordningen er gået fra netop at være fællesskabets projekt til nu at være afhængig af de enkelte forældrebestyrelser. I en stor del af landet giver fleksibiliteten sikkert god mening, da man har haft at gøre med kommunalpolitikere, som ikke har taget madordningen alvorligt. Her er børnene blevet spist af med noget, der ikke var dem værdigt, og hvor madpakkerne hjemmefra er at foretrække.

Der har været historier om flymad - lavet og pakket i Hamborg og Sverige hundredvis af kilometer væk, som så er blevet drønet ind om formiddagen til institutionerne i Jylland. Disse problemer havde vi gudskelov ikke i Københavns Kommune, hvor politikerne tidligt i forløbet agerede ansvarligt og tog tyren ved hornene. Hos os har det aldrig handlet om at skabe en kommunal "madpakkeordning", som de fælles måltider er blevet kaldt i medierne. Københavns Madhus steg på cyklen og besøgte 400 institutioner i kommunen for at finde ud af, hvem der havde brug for hvad, så der kunne laves mad til de knap 30.000 børn, der havde brug for maden i det nye år.

Farvel til millioner og maddannelse?

Politikerne i Københavns Kommune besluttede sig for, at der skulle være lokalproduceret mad i så mange institutioner som overhovedet muligt. Derudover holdt man fast på, at børnemaden skulle holdes på et højt niveau på trods af forligsparternes slingrekurs. Der blev ansat over 100 nye køkkenmedarbejdere, og der blev forbedret samt bygget helt nye køkkener.

Fleksibiliteten i madordningen gør nu, at dette arbejde og de mange millioner, der er investeret i den gode mad, kan være spildt. For ikke alle steder kommer det til at gå som i eksemplet fra Den Grønne Kastanje. Vi må gå ud fra, at også institutioner med en madmor og nyt køkken vil fravælge madordningen til fordel for madpakken. Dette er en skam af mange årsager, ikke kun de økonomiske.

Den fælles madordning har flere umiddelbare og langsigtede fordele. Her og nu giver den omsorg, mæthed, fællesskab, service og læring. På lang sigt gælder det folkesundhed, social indsats, økologi, bæredygtighed, madkultur og maddannelse. Daginstitutioner er oplagte steder at skabe nye madvaner, maddannelse og forhåbentlig en ny madkultur. Køkkener med friske og sunde råvarer, madduft, madmødre M/K og plads til at være med kommer til at spille en afgørende rolle. Det offentlige spiserum bliver stedet for en samfundsmæssig nødvendig maddannelse. Stedet, hvor den opvoksende generation kan få jordforbindelsen tilbage.

Fællesskabets projekt

Men man får den mad, man vil betale for. Og det er her, at forældrebestyrelserne får en diplomatisk udfordring i at undgå eller løse konflikter internt i forældregruppen. Kroner og øre-mæssigt ser det sådan her ud i Københavns Kommune: Forældrene betaler 575 kroner om måneden, hvilket svarer til cirka 27 kroner pr. frokostmåltid. Til sammenligning koster en hjemmesmurt madpakke far og mor mellem 270 og 350 kroner månedligt. Kommunen betaler hertil 12 kroner pr. barn til mellemmåltider og mælk samt via statstilskuddet fripladser og søskenderabat. For hvert barn følger cirka 39 kroner dagligt ud i institutionen, der skal dække råvarer og løn. Det er mere end det dobbelte af, hvad andre kommuner har sat af til børnene.

Og ja, det er fællesskabets projekt at sikre ovenstående til fællesskabets bedste. Og nej, det er ikke socialisme, som ordningen blev kaldt af ledende politikere. Det er derimod blot sund fornuft at drage omsorg for alle - også naboens børn.

Jeg håber inderligt, at de københavnske forældre siger ja tak inden 1. januar 2011. Vi venter spændt på resultatet.

Anne-Birgitte Agger er direktør for Københavns Madhus. Hun har erfaring med at udvikle og implementere ideer og koncepter, der handler om mad og måltider.