KOMMENTAR: Mad, maddannelse og madmod

Alt for mange børn og unge får enten forkert eller for lidt mad. Alt for mange børnemåltider er humørforladte, kulinarisk uattraktive, forjagede og ikke nærende nok. Jo ældre børnene bliver (hvor gaden uden for skoleporten trækker) eller jo fattigere familier, børnene kommer fra, jo mindre og jo dårligere mad spiser de. Det kan virke nærmest bizart, at vi i et af verdens rigeste lande ikke kan tage vare på noget så grundlæggende som at sikre, at vores børn spiser god mad i gode rammer. Mad er fundamental basisomsorg for vores børn. Det er almen viden, at de mindste har meget mere brug for mad end os andre, fordi de vokser. De skal samtidig finde ud af hvad der er godt og hvad de godt kan lide. Men også hvordan man spise og måske også hvordan maden bliver til.

Ud med den klassiske madpakke

Personligt hader jeg madpakker. Det er ukærligt og underlødigt at spise gammel mad pakket ind i papir eller i en nok så nuttet madkasse hver eneste dag. Og jeg forstår ikke, hvorfor madpakkerne for nogen er blevet et symbol på moderkærlighed. Og slet ikke hvorfor man fra folketingets talerstol fik held med at italesætte daginstitutionernes fælles børnemåltider som rendyrket socialisme, som tilfældet var da den forrige regering søsatte sin lov om obligatorisk børnemad i 2010.

Heldigvis er der gennem de sidste 5-10 år blevet rykket ved den danske madpakketradition. De fleste voksne spiser i kantiner på deres arbejdsplads, og især børnemaden i daginstitutionerne er på vej frem. Og det på trods af at alt for mange kommuner i 2010 tilbød så dårlige kommunale måltider, at 50 procent af forældrene måtte takke nej hertil. Hellere egne madpakker end dårlige kommunale løsninger.

Til gengæld havde den anden halvdel af kommunerne skabt så attraktive madtilbud at forældrene sagde ja tak, da de skulle stemme om maden. I København spiser 87 procent af børnene fælles måltider. Ligeledes har københavnerne siden 2009 haft mulighed for at købe kvalitetsfuld skolemad på de såkaldte EAT-skoler eller på madskolerne. 20 procent af eleverne spiser dagligt EAT, og på madskolerne er man oppe på mellem 50 og 85 procent spisende elever. Hvor man i mange af landets kommuner slet ikke har skolemad, er udfordringen i København at finde finansiering af en tilskudsordning, der gør skolemaden så billig, at også børn fra de fattigste familier har råd til at købe den.

Skolemadskonceptet åbner nye muligheder

Skolemad og børnemad kan komme til at handle om meget mere end bare at tilbyde noget at spise til vores børn. De nye madordninger giver mulighed for at sætte maddannelse og madkultur i centrum. Hvis man altså vil og kan se idéen heri.

Maddannelse

I dag vokser børn op i et samfund med tab af kunnen og naturlig indsigt i mad. Derfor er der et behov for, at vi arbejder med maddannelse, der hvor børnene er. Husmoderen er for længst gået på arbejde. Mange voksne har mistet fundamental madkundskab. De færreste skaber selv den føde, de spiser, og de fleste har ingen forbindelse med hverken landbrug, køkkenhave eller jorden. Mange børn ved simpelthen ikke, hvor maden kommer fra. Og de har heller ikke færdighederne, der muliggør, at de selv kan tage magten over deres måltider og lave maden. Mange børn er så langt væk fra både køkkenets hylder, værktøjer og gryder, at de faktisk ikke ved noget om, hvordan man laver mad. Madordningerne giver utrolige muligheder for mere end afspisning i et hurtigt frikvarter. De skaber mulighed for maddannelse. Forudsætningen er, at samfundets voksne skaber rammerne, og at børnene - via bevidste voksne - kan komme ud på en dannelsesrejse. Maddannelse er ikke primært teori, og det er mere end faglighed. Det er en fælles rejse, der skal bekæmpe madanalfabetisme. Derfor skal madtilbud til børn skrues sammen på en måde, der gør, at maden kan blive en del af børnenes verden i praksis. Og dermed bliver viden om mad og madens tilblivelse til en nødvendighed og ikke et kunstigt læringsrum.

Man kan ikke tale sig til ny madkultur eller mere madmod. At ville maddannelse kræver, at en række forhold er på plads (ellers bliver maddannelse bare voksensnak):

• Køkkener med plads til børn og råvarer

• Fagligt godt rustet personale

• Et råvarevalg der bygger på diversitet

• Børn der involveres

• Mad der spises ved fælles måltider

• Jordforbindelse eller havedyrkning

Alt sammen forhold der er mulige og realiserbare i rigtig mange af de københavnske institutioner, men som ikke er noget, der kommer i stand af sig selv. I de kommende år vil Københavns Madhus sammen med skolerne og daginstitutionerne sætte fokus på, hvordan der kan arbejdes meget mere med maddannelse.

Rollemodeller, banebrydere og tilrettelæggere

De voksne er rollemodeller, banebrydere og tilrettelæggere. Det er os, der har fjernet os selv og vores børn fra tilblivelsesprocesserne. Det er os, der skal sikre, at børnene igen kommer i nærheden af mad og jord. Arbejdet kræver knofedt, overblik og gode smagsløg. Vi vil skabe madmod, madlyst og madglæde. Så får børnene indsigt, kunnen, ansvar og læring. Respekt for maden, viden om maden, lysten til maden og håndelaget starter med håndspålæggelse og børnenes involvering - helst fra de er helt små. Jeg glæder mig og håber at se så mange som muligt på dannelsesrejsen. Om det er i daginstitutionerne, på skolerne, i skolehaverne eller som en del af hjemkundskabsundervisningen.

Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus