KOMMENTAR: Kost og bevægelse kan ikke skilles ad

Igen og igen søsættes millionprojekter, hvor initiativtagerne vælger at differentiere helt og holdent mellem kost og motion. Senest har jeg set det ske i et projekt, hvor man gerne vil afdække nye muligheder for at fremme skolebørnenes sundhed. I det konkrete tilfælde blev det motionsinterventionen, der trak det længste strå og fik bagmændenes fulde opmærksomhed, mens kosten blev sat til side. I andre endnu større forsøg på dansk jord, sker der for tiden det modsatte, hvilket er mindst lige så uheldigt.

Kost og bevægelse hænger uløseligt sammen

Selvfølgelig er det nemt og bekvemt at afgrænse et projekt til at omhandle enten motion eller kost, men det giver bare ingen som helst mening, når kosten og motionen hænger uløseligt sammen. Alle ved jo, at cykelrytterne må proppe energi i hovedet dagen lang, hvis de skal magte at gennemføre lange cykelløb, ligesom et maratonløb uden væske- og energidepoter bliver en halvhård fornøjelse. På præcis samme måde må den daglige kost i skolen og fritiden understøtte børnene i deres iver efter at få rørt sig. Skiller vi tingene ad, forringer vi vilkårene i begge lejre, og resultatet er blandt andet, at vores børn fastholdes i det stadig mere udbredte mønster af træthed, grænsende til udbrændthed, der præger dem, når skoledagen er forbi. Vi lige så udbrændte forældre forstår kun alt for godt, at lille Peter er træt, for det er jo også hårdt at knokle med læring hele dagen. Så selvfølgelig, selvfølgelig, er det helt i orden, at han smækker måsen i sofaen og stener til en gang TV eller tænder for sin Nintendo og lader fingrene arbejde flittigt på tastaturet.

Nye kostvaner kan ruske op i trætheden

Hvad med, at vi gav det en tanke, om det virkelig er naturligt, at være fysisk bombet efter en dag på skolebænken. Og om der var nogle initiativer, der kunne ruske op i trætheden? Personligt kunne jeg godt pege på en ting eller to, herunder i udpræget grad den måde vi spiser på. Kostvanerne, som majoriteten af danske skolebørn efterlever, står i skærende kontrast til, hvad jeg vejleder idrætsudøvere til. Eller for den sags skyld alle, der gerne vil have energi til at få snøret løbeskoene efter arbejdstid eller finde overskuddet til at komme ned i fitnesscenteret. I den forstand er det kun alt for naturligt, at mange børn føler sig flade, for følelsen er reel nok. Men dermed ikke sagt, at den er upåvirkelig.

Stabil energi kræver hyppige måltider

Et af nøgleprincipperne i en energifyldt eftermiddag er korrekt timing af måltiderne. For at opnå stabil energi er det pinedød nødvendigt, at der spises hyppigt fra morgen til aften. En god tommelfingerregel lyder, at der ikke bør gå mere end to til tre timer mellem måltiderne. Det lever de fleste skoledage faktisk op til, hvis altså børnene får morgenmad derhjemme, motiveres af læreren til at spise et formiddagsmåltid og sørger for at få frokost. Eftermiddagen kører ikke altid helt så snorlige, for her forsvinder noget af styringen, madpakken er ved at være tom eller uappetitlig, og tankerne fokuseres mod at få afsluttet skoledagen frem for at få organiseret et solidt mellemmåltid kl. 14-15 stykker. Det kender de fleste voksne vist også til, vil jeg tro.

Problemet er, at måltiderne er de energistationer, der tanker kroppen op, så dens ydeevne er helt i top. Forsømmes det at spise, eller er det, der spises, af en flygtig karakter, som kun efterlader en kortvarig mæthed, der efterfølges af (lækker)sult, træthed og hængende mundvige, så mangler børnene den energi, som der skal motioneres på. Hermed er vi tilbage ved min indledende pointe om, at kosten og motionen er to uadskillelige parametre. For børn som for voksne. Det er vi nødt til at acceptere og agere efter ved at integrere dem begge i hverdagsrutinerne.

Det er voksnes ansvar, at børn får nok energi

For mig at se vil det være enormt succesfuldt at få skubbet noget mad i børnene, et par timer inden de forventes at være aktive. Ingen atlet ved sine fulde fem ville træne på tømte depoter eller for den sags skyld på fyldt mave, og det samme gælder naturligvis alle os andre. Som undervisere, forældre og voksne i al almindelighed, har vi ansvar for at påvirke børnene i en gunstig retning. Jeg vil i den forbindelse ikke gå ind i debatten om, hvorvidt det med maden er forældrenes eller samfundets ansvar, men blot konkludere, at det er voksne menneskers ansvar at sørge for, at børnene får tanket energi til eftermiddagens fysiske udfordringer. Det er i den forbindelse afgørende at holde sig for øje, at det ikke er gjort med et stykke frugt eller to. Prøv lige at reflektere over, hvor godt og længe du mættes af et æble. Det er ikke imponerende, vel? Og lur mig, om du ikke også kan nikke genkendende til, at to æbler heller ikke hiver dig energifyldt gennem dagen.

Der er ingen grund til at tro, at børnenes batterier lades bedre op af lidt frugt. Rent fysiologisk skal der meget mere næring til at skabe stabil energi, så målet er ikke at gnaske lidt frugt eller grønt men at få plantet et måltid, der af omfang minder om et lille morgen- eller frokostmåltid. Det kunne for eksempel være en skål havregryn med mælk, en portion yoghurt med god, grov müesli, en grovbolle med noget fornuftigt pålæg eller noget helt fjerde. Et stykke frugt til og et stort glas vand, og vupti, så er der masser af energi til fysisk udfoldelse.

En skål havregryn er latterlig billig

Sagen er bare, at måltidet kun fungerer, hvis det indtages. I praksis er det her, det går galt, fordi det glemmes, nedprioriteres eller blot ikke er inde i tankegangen endnu. Mens jeg skriver det her, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor latterlig billigt det ville være at servere en skål havregryn for alle danske skolebørn kl. 14. Men bare rolig, jeg skal nok lade være med at rejse det forslag, at forældrene allerede i dag kunne spæde sammen til at give børnene et dagligt 5 kroners måltid, i stedet for at vente på politiske tiltag om 1, 5 eller 10 år. Alene tanken om den ophidsede debat, når mælkeforskrækkede forældre kræver rismælk til deres poder, mens de glutenforskrækkede kræver havren fjernet, gør mig, og formentlig også den umiddelbart entusiastiske lærer, træt og fremmer erkendelsen af, at det bliver en sej kamp. Og for resten er skolemad jo slet ikke interessant. Altså lige i disse dage, hvor det er muskelhundene, der tilsyneladende, i hvert fald ifølge nyhedsmedierne og politikernes udmeldinger, er vores største helbredstrussel.

Eftermiddagsmad i skolen er en start

Så hvor står vi henne? I mine øjne der, hvor vi må erkende, at mad og motion er uløseligt knyttet sammen. Kan vi samtidig acceptere, at vi har ansvar for at skabe en positiv synergieffekt, ja så er vi på rette vej. Næste skridt vil være at gøre noget konkret ved problemet. Personligt vil jeg starte i mit eget hjem og give sønnike noget fornuftig eftermiddagsmad med i tasken. På lidt længere sigt agter jeg at rejse debatten i hans skoleklasse for at se, om lærere og forældre sammen kan finde på nogle succesfulde initiativer. Hvad har du tænkt dig at gøre?

Martin Kreutzer er ernærings- og husholdningsøkonom samt diplomtræner under Danmarks Idrætsforbund. Han ejer firmaet BodyHealth, som blandt andet tilbyder livsstilsvejledning, sundhedstjek, foredrag og andre ydelser relateret til kost og sundhed.