KOMMENTAR: Jeg lærte eleverne at tage på - at tabe sig var for svært

Uanset hvor mange bøger, der er blevet læst eller artikler studeret, så må man som underviser holde al denne teori op imod sine egne erfaringer. Og det er præcis her, jeg af og til er kommet i alvorlige dilemmaer.

Hvordan fortæller man sine elever, at de 10 år jeg trænede roning på eliteniveau, et sted imellem 12 og 25 timer om ugen, var de eneste år i mit liv, hvor jeg havde et reelt behov for at tabe mig mindst 5 kilo?

Eller at de 3 år, jeg havde helt små børn og absolut ingen fysiske udfoldelser lavede, altså ud over bleskift, amning og "hvem finder sutten først", var årene, hvor jeg var så meget i undervægt, at hvis jeg ikke var mig, så ville jeg tro, jeg havde anoreksi?

Erfaring: Motion giver appetit

Min lommefilosofi var klar: man bliver sulten af at bevæge sig og mister appetitten, hvis man ikke bevæger sig. Jamen så går man vel bare tilbage til klassen og siger, at dem der vil tabe sig, bare lægger sig ned og tager en slapper! Eller hvad?

Nej, man går tilbage til klassen og siger til de magre, jeg havde både drenge og piger i den kategori, at de skal se at få dyrket noget sport, for så er der en god chance for, at de bliver rigtig godt og grundigt sultne. Dette skal så ske i god kombination med at spise f.eks. nødder, tørret frugt og anden "energi-tæt mad". Et begreb som man så selvfølgelig også er nødt til at få snakket om.

Elever erkendte, at de kan ændre deres krop

Det lykkedes os faktisk på SilkeborgSkolen at få en flok elever tilbage på skalaen på den fedt-procentmåler, vi lånte i det nærmeste fitness-center. Måleren kunne ikke engang registrere de meget tynde, da vi prøvede at måle fedtprocenter i starten af skoleåret, og nu viste den oven i købet, at de jo faktisk var blevet normale.

Det var en stor tilfredsstillelse for især de magre drenge, men selvfølgelig også dejligt for de tynde piger at mærke, at man faktisk har indflydelse på sin egen krops udformning. Der var en vej ud af de evindelige kommentarer fra folk og fæ: "Du er godt nok tynd, hva!". Det var fedt på den fede måde!

Jeg var altid sulten

Tilbage stod jeg så i klassen med de buttede eller decideret overvægtige elever og manglede ord. Jeg har jo selv været der.på en måde. de skide 5 kilo.

Jeg kostregistrerede, skyllede kødet, spiste varieret, var i tæt kontakt med Team Danmarks kostvejledere men var bare sulten, sulten, sulten. Det var bestemt ikke viljen og presset fra omverdenen der manglede. Men hvad fa. skal der så til? For sandheden er, at jeg aldrig tabte de vigtige kilo. Min egen kommentar er blot: "Jeg var virkelig så sulten, at mætheden bare ikke kom før de ca. 18.000 kJ var indtaget. Man kan da ikke leve et liv, hvor man er sulten hele tiden!"

Kroppen er et komplekst system

Mad og tilfredsstillelse er et vanvittigt komplekst system, som sikkert handler om både hormoner, sultcenter i hjernen, psyke, vitaminer og mineraler, viden og motivation. Det kan eleverne desværre ikke bruge til meget, når de helst vil smide deres 5 kilo på under en uge. De griber ofte til de håbløse og hovedløse muligheder, der ligger i diverse "blomkålskure", "sultekure" eller den berømte "kærestesorgskuren". Her taber man sig godt nok hurtigt de første par dage, men så kommer den berømte djævel med de 4 ekstra kilo i sækken, og så er den fest forbi.

Tilbage til egne erfaringer

Jeg reddede mig selv fra alverdens spiseforstyrrelser ved at overbevise mig selv om, at det jo var dejligt, at det kun drejede sig om 5 kilos overvægt og ikke 15 kilo. Jeg prøvede virkelig at se mig selv som 10 kilo federe og blev pludselig helt glad for mig selv og mine daværende 73 kilo. Fantastisk og meget enkelt redning.

"De kloge", som havde været igennem alverdens slankekure, udtalte jo overalt i bladene, at netop slankekuren, var starten på deres enorme vægtøgning. Det vil sige, at hvis jeg røg i fællen, "slankekure", så ville jeg jo lynhurtigt ende på de 15 plus. Nix, no way! Slankekure startede jeg med at droppe. Og det fortæller jeg så min klasse med et spinkelt håb om, at de får realismen tilbage i hovederne. Der ér desværre ingen let vej til vægttab. Det hjælper ikke engang at lukke munden og løbe en tur.

Alligevel drister jeg mig til en tjekliste, som - om ikke andet - kan danne grobund til gode diskussioner på klassen:

1. Find de fedeste steder på din krop og vær glad for du ikke allerede nu vejer 10 kg mere (prøv gerne at forestille dig, hvordan disse deller så ville se ud).

2. Smid badevægten ud. Den kan kun vise tal!

3. Når du står foran din mad, så overvej, om det er cellefedt eller dellefedt du spiser. Bare du gør dig klart, at du jo godt ved, hvad der er sundt og usundt. Tag ansvar og spis herefter i ro og mag, for nu har du jo valgt!

4. Før du spiser en hel chokoladekage selv, så spørg dig selv, om du overhovedet har lyst. Hvis svaret er ja, så gør det og acceptér den lidt tunge fornemmelse i kroppen det halve døgn efter. Vend tilbage til den tunge fornemmelse, når du står ved samme dilemma næste gang.

5. Vær realistisk. Vi er ikke alle skabt til en størrelse 36. Det er heldigvis heller ikke alle mennesker, der synes, det er flottest. Bliv glad for din egen størrelse og i særdeleshed, at den ikke er 5 størrelser større, for det ér der faktisk, ikke så få mennesker, der lever med.

Jeg er nødt til at fortælle de unge, at det at tabe sig var alt for svært for mig, så jeg brugte min gode energi på noget andet. F.eks. på at være glad, for det jeg har. Og det synes jeg også, de skal overveje.

Min egen vægt-CV

Før 1990: Helt almindelig middel: ikke for meget og heller ikke for lidt.

1990-1998: Aktiv på det danske rolandshold med bl.a. deltagelse ved OL i 1992 og 1996. Vægt 73 kg. Det havde været rigeligt med 67.

2000: Mor for første gang. Tog 10 kg. på i graviditeten, men tabte 20 kg. i perioden lige efter. Endte på 57 kg. Det havde været bedre at stoppe vægttabet før 62 kg.

2009: Helt almindelig moragtig på 66 kg med appelsinhud på rumpe og snart også arme.

Lene Pedersen er lærer på Silkeborgskolen, hvor hun har 8 års erfaring med undervisning i blandt andet idræt samt kost og sundhed. Som tidligere eliteidrætsudøver i roning har hun deltaget i OL i 1992 og 1996