Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

KOMMENTAR: Farvel til madpakken – goddag til fællesskabets måltider

Stop nostalgien om mors madpakker. Den gode og uerstattelige madpakke har længe ligget på historiens mødding. Vi kan finde på noget, der er langt bedre, og det er vi rige nok til at kunne realisere, skriver direktøren i Københavns Madhus.

Anne-Birgitte Agger
Anne-Birgitte Agger
Start debatten
8. december 2009, kl. 13:52

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

I Københavns Madhus har vi med interesse fulgt de mange bekymrede indlæg i medierne fra forældre og madprofessionelle omkring de nye børnemadsmadordninger i forbindelse med loven om frokostmåltid i daginstitutioner. Når man ser ud over det kommunale danmarkskort er det tydeligt, at der er grund til bekymring. Mange steder er der sat alt for få midler af til den nye mad - og en del kommuner ser ud til slet ikke at udnytte de finansieringsmuligheder, loven giver børnemaden. Man kan råbe "flymaden kommer!" så længe, at den rent faktisk ender med at lande ved institutionens køkkendør - og herfra skal der lyde en opfordring til at stoppe med den snak.

Kritik af madordning er ansvarsforflygtigelse

Fra vores vinduer i Københavns Kødby ligner det mest af alt fantasiløshed og ansvarsforflygtigelse. Lad os bruge krudtet på at sætte en konkret dagsorden, for det vi gerne vil give vores børn, frem for at sige mere om alt det, vi ikke vil have. Det, der er vigtigt, er, at få skabt og besluttet madordninger som slår mors flade madpakke med flere meter og giver grundlag for noget helt enestående: Fællesskabets nye madkultur.

Da KL og regeringen i sommer indgik forlig og sendte 400 millioner kroner ekstra over i kommunernes madpulje, burde mange af de bekymrede toner være forstummet. Da der ydermere blev givet mulighed for et års udskydelse var grundlaget lagt for en gennemtænkt og tidssvarende løsning i kommunerne. Men indtil videre er udmeldingerne fra kommunerne fortsat nedslående, og mange af dem vælger ikke at udnytte de rammer loven giver. Set i det lys er protesterne fra forældre og andre alt for lidt målrettede - måske er tiden inde til nogle nye slagord, som ikke er vendt mod loven - men mod kommunernes realisering af loven?

Madpakken som moderskabets sidste bastion

Hvad går den primære og nuværende bekymring ud på? Ud over en pludselig og for mig uforståelig romantisering af den flade madpakke som moderskabets sidste bastion, så gælder protesterne forståeligt nok madens kvalitet. Skal vores børn affodres med færdigmad fra Tyskland og Sverige, som det er tilfældet i Horsens kommune, eller skal institutionerne dufte af egenproduceret mad lavet i den enkelte institutions helt eget køkken? Endelig er der en bekymring for, at forældrene mister deres mulighed for at bestemme, hvad lille Lars skal spise til frokost. Hvordan kan vi være sikre på, at det der så serveres i kommunen passer til ham og hans behov? Madpakken bliver et symbol på alt det, vi gerne selv VILLE kunne give vores børn.

Madpakketraditionen har overlevet sig selv. For rigtig mange børnefamilier er madpakken en besværlig og dermed forsømt del af en travl hverdag. De nye madtilbud er en mulighed for at give børnene bedre, friskere, mere alsidig mad end det, der kan komme ned i en madkasse. Det er min påstand, at de nye madtilbud kan være en tiltrængt fornyelse af de mindste børns madtilbud, som både vil kunne være en kulinarisk og ernæringsmæssig forbedring sammenlignet med fars og mors madpakke.

I mange kommuner vil man desværre gå fra skidt til værre, ved en underprioritering af madordningernes økonomi. Dette er misbrug af en historisk chance for at skabe en ny madkultur og en katastrofe af flere åbenlyse årsager. Først og fremmest den ernæringsmæssige og folkesundhedsmæssige årsag, men for det andet går det også ud over det enestående projekt, der kunne være fællesskabets.

Uden madmor ingen mad

I Københavns Kommune har de valgt at tage tyren ved hornene. Medarbejdere fra Københavns Madhus har besøgt op mod 400 af kommunens 500 institutioner og fundet ud af, hvem der har brug for hvad, for at kunne lave mad til de knap 30.000 børn i daginstitutionerne i det nye år. Politikerne har bevilget tilstrækkelige midler til, ikke blot at indføre nye frokostordninger til børnehavebørnene, men også ved samme lejlighed gjort en udbredt praksis om eftermiddagsmad og mælk obligatorisk. Københavns Kommune har besluttet sig for, at der så mange steder som muligt skal være lokalt produceret mad i institutionen, hvilket vil omfatte 80 måske 90 procent af børnene. I Københavns Madhus har vi frem til nu været med til at "hverve" 100 nye køkkenmedarbejdere og mangler stadig 40 styk for at projektet kan lade sig gøre. Uden madmor ingen mad. Og vi er i fuld gang med at klæde dem på til at lave maden til kommunens mange børn.

Vi kæmper for, at de nye måltider kan tilføre institutionerne en sund og livsglad spisekultur, og at de ikke bare vil være bedre for det enkelte barn - men for dagligdagen i institutionerne. Det offentlige måltid er fællesskabets projekt. Det er fællesskabet, der skal give en hånd til de svageste, og til de børn hvis madpakker ikke er optimale og som har brug for mere omsorg end legekammeratens måske har det. Men vi tror ikke kun, at de fælles måltider vil komme de svageste til gode. Den kommende barnemad vil være en oplagt mulighed for at lære den opvoksende generation noget af alt det, vi voksne ikke er så gode til: at spise grønt nok, at spise fisk af fryd og lyst, at spise efter sæsonen, at begrænse kødforbruget. Alt sammen noget, der vil kunne gavne folkesundheden og bæredygtigheden på sigt.

Fællesskabets projekt

Hvis vi vil skabe fantastiske madordninger i hele landet, skal de ses som fællesskabets projekt. Det er fælleskabets store mulighed for at skabe en offentlig spisekultur, der afstedkommer både maddannelse og madmod, som vi står over for. Både maddannelse og madmod er kernebegreber i Københavns Madhus' arbejde med det offentlige måltid.

At blive ved med at tale om at loven skal laves om, er ansvarsforflygtigelse fra politikeres, forældres, institutionslederes og pædagogers side. Lad os nu bruge krudtet på at lave de rigtige løsninger over hele landet, løsninger der sikrer vores unger den bedst tænkelige frokost hver dag - og stop så nostalgien om mors madpakke, den gode og uerstattelige madpakke har længe ligget på historiens mødding. Vi kan finde på noget, der er langt bedre, og det er vi rige nok til at kunne realisere.

Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus. Hun har erfaring med at udvikle og implementere ideer og koncepter, der handler om mad og måltider.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

KOMMENTAR: Farvel til madpakken – goddag til fællesskabets måltider

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS